RF '19: Lykkepille-kuren

TheCure_KristianGade_4066

Hitmaskinen kørte på rutinen, og The Cure lukkede Orange Scene for i år med vemodig fællessang, uden at koncerten gjorde sig fortjent til nogen større plads i historiebøgerne.

Kunstner
Dato
06-07-2019
Trackliste
1. Shake Dog Shake
2. From the Edge of the Deep Green Sea
3. Just One Kiss
4. Lovesong
5. Last Dance
6. Pictures of You
7. High
8. A Night Like This
9. Burn
10. Fascination Street
11. Never Enough
12. Push
13. In Between Days
14. Just Like Heaven
15. Play For Today
16. A Forest
17. Primary
18. 39
19. One Hundred Years
----------------------
20. Lullaby
21. The Caterpillar
22. The Walk
23. Friday I'm In Love
24. Close To Me
25. Why Can't I Be you
26. Boys Don't Cry
Koncertarrangør
Fotograf
Kristian Gade
Forfatter
Karakter
3

I 1985 indledte The Cure deres favntag med Roskilde Festival, som indtil videre er løbet op i seks besøg.
I 2000 stod de bag Orange Scene og ventede, mens en Pearl Jam-koncert stak af med flere dødsfald til følge.

Deres koncert blev af samme årsag aflyst, og de gæstede derfor året efter med et dystert sæt dedikeret til ofrene for de afdøde og med vægt på 'Disintegration'. I 2012 gentog de succesen, dog denne gang med overvejende vægt på den alt for undervurderede 'Wish'.

I år har 'Disintegration' så 30-årsjubilæum, og det ville derfor være nærliggende at hylde albummet, der mere end nogen andre står som en uomtvistelig milepæl i bandets karriere. Robert Smith havde dog helt andre planer.

Alt lignede umiddelbart sig selv. Den overtatoverede Simon Gallup med sort lædervest og punket attitude, der konstant lægger den tunge tone. Reeves Gabrels, der uden større bravour lægger sine små tonale guitartwists ind i de velkendte slagere. Hovedpersonen selv med vanligt sort troldehår og øjenskygge, som perfekt afspejling af den grundlæggende sindsstemning i meget af The Cure's oevre. Smith har aldrig været den overkommunikative type, og i aften var det da også først efter afrundingen af hovedsættet, at han mumlede sig frem til at konstatere, at ”I love playing 'One Hundred Years' now more than ever in my life."

Med en udmelding som den, ikke mindst som et af Smiths eneste ord overhovedet til publikum, kan det til gengæld undre, at The Cure denne aften virkede så rutineprægede. Jovist, der var ikke så meget som et eneste nummer fra de sidste 20 år,  og dybest set kunne man bare have taget halvdelen af hver af opsamlingerne 'Staring at the Sea' og 'Galore', præcis som vi kender sangene i forvejen, uden at der blev skrabet meget i lakken, som vi ellers kender bandet for. Gallup tilføjede ekstra punket aggression til 'Last Dance', og Smith foldede sig levende ud under den lange solo til 'A Forest', men ellers var der længere mellem de snapse, der ikke blot lød som repetition, og både 'High' og 'Burn' virkede stakåndede ved siden af originalerne. Derudover blev der leflet med letbenede popbaskere som 'Shake Dog Shake', 'Never Enough', 'The Caterpillar' og 'Why Can't I Be You', og Smith tog sig ud som hyggeonklen, vi alle elsker, som han under 'Close To Me' vimsede rundt med fjollet smil og lignede en, der havde lyst til at kramme verden. Det var meget sødt, men altså.

Normalt klandrer vi ikke The Cure for deres konsekvente maratonkoncerter, der ofte bevæger sig i nærheden af de tre timer. Denne gang nøjedes de med to timer og et kvarter, men opstramning eller ej, så var det ikke en af bandets stjernestunder, vi så denne aften. Med det sagt har Smith stadig et hitkatalog, de fleste millennials ville give al deres sorte neglelak. Og det er utrolig svært at være sure på The Cure, selv på en aften som denne.