Copenhell '22: Hellakoks i lydkulissen
Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.
Karakteren for denne koncert er et kompromis. For The Hellacopters ville det virkelig gerne. Det skulle man skulle blot kaste et øje på guitarist Dregen for, som han med benskinne på benet lavede flyvespark, sparkede plektre ud til publkum og trampede hårdt i gulvet. Og som efter endt koncert humpede forsigtigt fra scenen.
Men lyden var bare ikke med dem. Først var lyden lidt sært udefinerbar og lav. Så forsvandt den fra PA-anlægget, mens bandet ufortrødent fortsatte, måske uvidende om publikums amputerede oplevelse kun med lyden fra selve scenen. Da det var sket nogle gange, blev der halvvejs i koncerten kaldt til time-out, en afbrydelse bandet selv tog ganske cool med hyggesnak medlemmerne imellem på scenen.
Det hjalp at trække stikket for en stund for det arbejde, der må være gjort i kulissen, havde positiv effekt. For nu blev lyden også god. Bassen fik mere bund, vokalen stod klart og lækkert frem hos frontmand Nicke Andersson, og klaveret fik også plads i mixet. Lyden var desværre stadig overordnet for lav, i hvert fald i inderpitten, men om der var gang i det bagerste lydtårn og dermed tilstrækkelig lyd på bakken skal være usagt. Men senere på dagen var Mastodons lydtryk bagerst på bakken umiddelbart kraftigere end forrest i pitten til The Hellacopters.
Det kunne have været så godt
Der var ellers lagt godt ud med 'Hopeless Case of a Kid in Denial' sat igang med et brag og krudtrøg, selvom det allerede her illustrerede lydproblemet, sådan som det overdøvede musikken. 'Reap a Hurricane' fra det nyeste album lod til at fungere fint live, selvom det blev fyret af før lydjusteringen, mens det var 'I'm In The Band' efter time-outen, hvor Andersson virkelig kæmpede for en arbejdssejr, da han lå ned og gav den gas i soloen.
Den behagelige rocker i 'By the Grace of God' var en fornøjelse, men det var afslutteren fra debutalbummet, som fik det største smil frem. Og med mere brag og krudt fra scenen, så blev det til en art forløsning med et nummer så energisk, at den lidt lave lyd blev glemt, og fokus på at nyde afslutningen tog over. '(Gotta Get Some Action) Now!' lukkede en koncert, der kunne have været meget mere, end den fik lov at få output til.