Thrash i uvante rammer
Populær
Impalers fejrede deres kommende ep sammen med The Petulant med en koncert på High Voltage, hvor begge bands viste sig at være på klar udebane. Det ene klarede det markant bedre end det andet.
Ethvert band skal gå på scenen med selvtillid, energi og overskud og give alt, hvad de overhovedet har – uanset antallet af gæster. Præcis som The Psyke Project gjorde det for mange år siden, hvor kun én enkelt person dukkede op til et af deres shows; det viste sig at være den nuværende Live Nation-booker og Copenhell-bagmand Jeppe Nissen.
Det er sådan, et liveband skal bevise sit værd. Showet skal ikke (kun) være for gæsterne, det skal først og fremmest være for selve musikken. Det er noget, som Impalers altid har mestret, og noget, som The Petulant virkelig kunne lære noget af.
Er der virkelig ikke mere at byde på?
Når et band har eksisteret i fire år, varmet op for Misery Index og spillet på Metal Magic Festival, og medlemmerne har solid erfaring fra andre musikprojekter, må man gå ud fra, at de har godt styr på, hvordan en liveperformance skal udføres.
Det viste sig dog imidlertid ikke at være tilfældet med dødsthrashbandet The Petulant, der lod sig påvirke af det lave publikumsantal, som High Voltage bød på, og samtidig virkede usikre og uoplagte på en scene.
Faktisk var det kun forsanger og bassist Asbjørn Steffensen, som man måske bedre kender som frontmand i århusianske Crocell, der virkede til at have prøvet at spille en røvfuld koncerter før. Han var den eneste, der havde kontakt med publikum, og som ikke brugte hele sin tid på at være dybt koncentreret om at spille rigtigt. Desværre var han, ligesom guitaristerne, god til at stå fastlåst på samme sted. Der var ikke et spor af dynamik at finde.
Rent musikalsk spiller The Petulant en meget standardiseret blanding af thrash og dødsmetal, hvilket de live udførte på et fint niveau trods manglende kommunikation medlemmerne imellem. Sidst i koncerten kom en utroligt uopmærksom lydmand, der undervejs havde det sjovt med at skrue op for lydniveauet, ved en fejl til at give vokal- og kormikrofonen ekkoeffekt, og det viste sig at blive showets mest interessante øjeblik – det brød den meget monotone atmosfære, bandet havde opbygget.
Gøglet overskud
Allerede fra det øjeblik Impalers gik på scenen, ændrede stemningen sig totalt. Bandets overskud og gåpåmod var til stede fra start. Det smittede af på publikum, der var blevet mere talstærkt end tidligere på aftenen.
Sætlistens to første numre var coverversioner af Misfits’ ’Halloween’ og ’Death Comes Ripping’ med tilhørende ansigtsmaling; et frisk pust til den konventionelle sceneoptræden, men som hurtigt tog en gøglet overhånd og fokus væk fra musikken, når medlemmerne fejlagtigt prøvede at få det af for at fortsætte med deres egne sange. Måske Impalers skulle have gemt denne gimmick til sidst?
Denne ”for sjov”-attitude kom til at præge resten af koncerten på både godt og ondt. Bandet har generelt rigtig godt styr på deres musik og leverer for det meste en musikalsk tight og veludført optræden, hvilket netop giver dem plads og frihed til at koncentrere sig om publikumsunderholdning, men det kan også blive en tand for meget. Der er ingen tvivl om, at aftenens publikum havde noget med sagen at gøre, da størstedelen bestod af fulde teenagere, der for første gang opdagede glæden ved metal og moshpits. Og ja, det kan ikke andet end at give et smil på læben og løfte humøret.
Aftenen på High Voltage havde formålet af at introducere gæsterne for Impalers’ kommende ep ’Styx Demon: The Master of Death’, hvis indhold består af 50 % covernumre. Egentlig er det ret ærgerligt, for det virker som den nemme løsning for et band, der ellers leverer overbevisende originalmateriale. Desværre var det også tilfældet til koncerten, hvor der foruden de to førnævnte Misfits-numre også blev spiller covers af Motörheads ’The Hammer’ og Iron Maidens ’Prowler’. Når man har et udmærket bagkatalog, er fire covernumre, der fylder knap halvdelen af sætlisten, en anelse i overkanten.
”Jeg kender ikke Iron Maiden”
Som det er blevet påpeget flere gange, emmede High Voltage ikke af mennesker til denne koncert, og de, der fyldte, virkede malplacerede til en thrashkoncert. Fred være med, at rockklubben har et fast og broget publikum, men det kan diskuteres, om det var et klogt træk fra Impalers som upcoming band at holde deres release-koncert netop her.
Der er ingen tvivl om, at en masse nye mennesker er blevet introduceret til en af metallens største subgenrer, og det er kun godt. Men når størstedelen af gæsterne har travlt med at vise sig frem eller hænge ud i baren, og klubbens personale virker fuldkommen ligeglade med det, der foregår på scenen, går meget af charmen og sjælen ved musikken tabt.
High Voltage er først og fremmest en rockklub, hvor fokus hverken er på musikken eller dens indhold, medmindre det omhandler mainstreammetal eller hård rock i forskellige afskygning. Og det kan et jysk thrashband ikke ændre på eller komme uden om. Ved introduktionen af aftenens sidste nummer, Iron Maidens ’Prowler’, råber en fuld teenagepige i ramme alvor: ”Jeg kender ikke Iron Maiden”.