Svedbad i Sverige
77 år er ingen alder, når man er så sej som Toody Cole, der fyrede garagerock-klassiker efter garagerock-klassiker af på en svedig onsdag i Malmö.
Jeg tror aldrig, jeg har svedt så meget, som jeg gør denne onsdag aften på Malmø-spillestedet Medley. Og ovenikøbet helt uden at bevæge mig. Temperaturen er et godt stykke over de 30 grader, og det lillebitte område – på størrelse med to dagligstuer slået sammen, sådan cirka – foran den lillebitte scene er fyldt til randen og lidt til. Jeg er meget taknemmelig for, at en sidemakker har medbragt en vifte, hvis kølige vind af og til rammer mig.
Det er med andre ord en rigtig rockklub af den art, som jeg egentlig troede, gentrificeringen havde taget livet af. Lukker man øjnene, er det lige før, man kan forestille sig et tungt dække af cigaretrøg. Men hvis man har det hårdt i varmen, kan man bare kigge op på scenen, hvor Toody Cole på bas og vokal og hendes band, trommeslager Kelly Halliburton og guitarist Christopher March, formentlig har det hårdere. Halliburton, hvis trommesæt står helt fremme ved scenekanten, driver af sved, og det lange hår hænger i våde tove. Det er et ret ideelt spillested for den type svedig trio-garagerock, Toody Cole and Her Band spiller.
Hvorfor står vi så her og sveder en onsdag i Malmø? Det gør vi, fordi Toody Cole er en vaskeægte undergrundsinstitution i kraft af sin fortid i Dead Moon, et af alle tiders bedste garagerockbands, ja, et af alle tiders bedste rockband. I Dead Moon spillede hun med sin mand, guitarist og vokalist Fred Cole. Dead Moon selvudgav en stribe nærmest perfekte, minimalistisk skramlede, halvpsykedeliske, cowpunkede plader, der gav dem kultstatus i punk-, grunge- og DIY-miljøer verden over. De turnerede mere eller mindre konstant fra 1987-2006, og igen fra 2014-2017, indtil Fred Cole døde i 2017.
Men Toody Cole har ikke kunnet holde sig væk fra landevejen. Man har fornemmelsen af, at det at spille musik og være på landevejen er det fedeste i verden for hende, selvom hun har gjort det i 40 år. Hun er 77 år gammel, lillebitte, armene tynde som piberensere, men muskuløse og senede. Ansigtet rynket som Iggy Pops overkrop. Bassen er holdt sammen med gaffertape. Jeg har svært ved at forestille mig et sejere menneske, og jeg håber virkelig ikke, jeg selv er bare en tiendedel så sej, når jeg er 77, for det ville kræve enormt meget arbejde at nå det niveau. Sejhed falder den meget venlige Toody Cole noget mere naturligt. Og hun virker egentlig ikke mærket af sin alder, som hun står på scenen.
Sætlisten består af Dead Moon-slagere. Det er de numre og den arv, der hyldes og holdes i live, og der er klassiker på klassiker i et hæsblæsende tempo. Forinden har cowpunkbandet Jenny Don't and The Spurs varmet uannonceret op med et kort sæt (Halliburton og March spiller begge i Jenny Don't and the Spurs). Det har været solidt og egentlig meget godt, men da Toody Cole og band går i gang, kan man godt høre, at Dead Moons sangskrivning er på et helt andet niveau, en slags guldstandard inden for genren. Når man hører et af de rigtig gode Dead Moon-numre for første gang, er det på én gang, som om man altid har kendt det, som om det er helt frisk.
Midtvejs spilles de rigtig store trumfer som 'Fire in the Western World', den atmosfæriske "ballade" 'Running Out of Time' og 'Johnnie's Got a Gun'. Andre højdepunkter er den langsommere og atmosfæriske 'Dagger Moon' og den vidunderlige 'It's O.K.'. Det er en modus, jeg rigtig godt kan lide, og det er svært at beskrive, hvor kuldegysende det føles at høre de sange spillet live, selvom jeg har hørt dem utallige gange på plade.
Hører man livepladerne med Dead Moon, er der måske lige 5-10 % mindre manisk intensitet denne onsdag. Savner man Fred Coles hylende vokal og det vanvidselement, der var i den? Ja. Ville man godt have set Dead Moon dengang? Afgjort ja, hvis man skal være lidt objektiv. Men det gør ikke så meget. Det er ikke kun en smuk hyldest til den afdøde mand: Det er enormt tæt sammenspillet og velspillet, Halliburton er en fantastisk trommeslager, og March nailer de mange små leadindslag. Det er en rockmusik, som næsten ikke kan skæres mere ind til benet. Og det føles meget levende.
På en stadig ældre rockscene ville man af og til gerne have, at folk gik på pension lidt tidligere. Det må Toody Cole meget gerne lade være med.