WOA'13: Torden uden bulder og brag
Populær
Tiden har været hård ved Thunder, som aldrig bragede seriøst igennem, og som alt for ofte overlod til publikum at synge sangene.
2. River of Pain
3. Higher Ground
4. Low Life in High Places
5. Back Street Symphony
6. The Devil Made me Do It
7. You Can't Keep a Good Man Down
8. Love Walked In
9. I Love You More Than Rock N Roll
Britiske Thunder har i rockens historie aldrig toppet som et af de store navne. Bandets udgivelser har været middelmådige, og karrieren har været præget af både pauser og udskiftning af flere medlemmer.
Alligevel kan man dog ikke tage fra briterne, at de har smedet et par enkelte stabile hits sammen. To af de største – ’Dirty Love’ og ’River of Pain’ – indledte torsdagens koncert på Wacken-festivalens store Black Stage, som gruppen ikke overraskende havde format til at spille op.
At de valgte at spille sikkert fra starten med de her to forrygende numre var en ærgerlig beslutning, for Thunder skulle langt ind i koncerten, før de fandt hinanden i et ordentligt sammenspil, og frontmand Danny Bowes fik styr på vokalen. Den 53-årige sangers stemmeleje kunne simpelthen ikke ramme de høje toner i ’River of Pain’, hvilket gjorde nummeret til en flad oplevelse.
Halvvejs inde i koncerten ændrede musikken sig i en bedre retning på ’Backstreet Symphony’, hvor Bowes sang, til han blev rød i ansigtet af overanstrengelse. Måske var det præcis derfor, han lod publikummet synge alt for meget af teksten i flere numre. Utallige gange måtte man lægge øre til publikummets fattige skrigeri, frem for at få den originale vare leveret.
En sørgelig tendens, som alt for mange af tidens ældre rock-bands har taget til sig. Syng nu selv sangene for helvede! Tendensen virker som en billig måde at score point på, hvis ikke det reelt bare er et kamufleret stunt for at skjule, at alderen ikke længere kan følge med fortidens evner.
Halvvejs i koncerten begyndte det også at blive tydeligt, hvor meget inspiration Thunder har hentet i forbillederne fra AC/DC. ’The Devil Made Me Do It’ er næsten et rendyrket plagiat af forskellige numre med de australske ikoner. For slet ikke at nævne nummerets lumre lyrik. Og, nå ja, de anvender såmænd også ’Thunderstruck’ som intro.
Men der kom hverken bulder eller brag under koncerten, der kun momentvis bød på gnister af rock ’n’ roll.