KTDF '19: I rislampens skær

_XTJ5519

Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.

Kunstner
Spillested
Dato
06-09-2019
Forfatter
Karakter
4

1989 var året, hvor startskuddet lød for japanske Transgressor. Et ensemble ført an af trommeslager og sanger Takashi Tanaka, der på de første demoer lagde ud i mere dødsrallede afkroge, inden Yoshio Hasegawa kom i folden på bas og guitar i i 1991, og de året efter udgav deres første album, 'Ether for Scapegoat'. Et album, der gav bandet plads til at afsøge mere dystert, tungt terræn, men som også skulle vise sig at blive deres eneste fuldlængde. Primus motor Tanaka flyttede til USA i en årrække, og siden da har Transgressor været et lettere hengemt klenodie, hvis eftermæle ikke er skænket mange tanker udover en enkelt gendannelseskoncert i Japan i 2015.

På den vis var Transgressor som selvskrevet til Kill-Town med rigeligt undergrundspotentiale. Det er bandets første koncert nogensinde i Europa, og Tanaka og Hasegawa bar stolt arven videre med nye kræfter på de resterende pladser, hvor især den supplerende sanger med militærkasketten på bas trådte stærkt i karakter. Vægten lå overvejende på materialet fra 'Ether for Scapegoat', men det krævede nu intet dybere kendskab til deres historik at fange, hvor Transgressor kom fra. Dionysiske harmonier spillede op mod den mere traditionelt dødsmetalliske palet, og på den vis skilte japanerne sig ud fra meget af, hvad fredagen ellers havde på tapetet på lidt mere slagkraftig vis end blot ved at stadfæste deres hjemland med den til lejligheden medbragte rislampe. Tanaka hamrede og brølede taktfast derudad uden at gøre videre væsen af sig, men til gengæld var det i særdeleshed bassisten, der med sin stoisk kølige karisma centralt på scenen bar Transgressor ud over scenen. Dels når han undtagelsesvis overtog vokalen, dels i sin markante kontrast til guitaristerne, der begge headbangede som gjaldt det livet i hvert hjørne af scenen.

Om den kølige fremtoning reelt var skalkeskjul for en vis usikkerhed, må så stå hen i det uvisse, for den manglende liverutine var til at spore. Ikke mindst når bassisten og Tanaka halvt snakkede i munden på hinanden på så gebrokkent engelsk, at vi måtte opgive at følge med, og det eneste vi overhovedet forstod var præsentationen af en at af koncertens hårdeste skæringer fra deres anden demo, 'Twisting Brochus' (1990). Gudskelov holdt japanerne sig mestendels til at lade musikken tale sit eget sprog og på trods af, at vi langt overvejende talte skæringer der var skrevet i perioden fra 1990 til 1992, stod man ikke med følelsen af at se et band, der blot levede højt på fortidens dyder. Tværtimod var det fascinerende, hvor stærkt Transgressor stadig lød anno 2019, ikke mindst når de trak i det tunge gear og tilføjede andre skalaer til paletten, så vi blev udfordret lidt i grundvoldene.
Klapsalverne fik da også bandet til at genindtage scenen efter en kort pause, og de pressede spilletiden med et par rallende dødsmoshere fra de tidlige demoer lige indtil kl. 20, da de slæbte rislampen ud fra scenen, og Malthusian gik på nedenunder.

 Den japanske dødsmetal-scene er muligvis et ubeskrevet kapitel på disse kanter, og det er netop derfor man må tage hatten af for Kill-Town-bookernes evne til at hive disse obskure dødsgodter op af hatten år efter år. Transgressor har givetvis ikke gjort sig stærkt bemærket på tværs af kontinenterne, men de var en stærk profil i de tidlige år af den japanske scene, og de beviste her hvorfor med en af fredagens mest dystre og varierede indslag.