MMF '17: Sortrandet skønhed
PopulærDet var som et noget forandret band, at svenske Tribulation vendte tilbage til Metal Magic. Her viste de, at metallen også kan ligge i detaljen.
Det er altid interessant, når bands skifter stil. Hos nogle sker det langsomt, for andre sker det brat.
Et eksempel på førstnævnte, hvor udviklingen tegner sig tydeligere for hver plade, kunne være et band som Opeth, der har bevæget sig fra en døds/black-hybrid i midt-90’erne til i dag at spille en stilsikker emulering af 1970’ernes progressive rock. Selvom de to udtryk ligger langt fra hinanden, har man alligevel kunnet ane de 70'er-progressive elementer i deres musik i de seneste 20 år, og derfor er der et tydeligt slægtskab mellem yderpolerne.
Anderledes står det til hos landsmændene i Tribulation. De startede ligeledes ud i et dødsmetallisk territorium på debuten ’The Horror’ fra 2009 og smed flere progressive elementer ind på opfølgeren ’The Formulas of Death’, men på det tredje album, ’The Children of the Night’ fra 2015, røg dobbeltpedalen og den kværnende metallyd ud af ligningen til fordel for en mere elaboreret og melodisk rocklyd.
Det er dog ikke, fordi Tribulation dermed har forvandlet sig til et rockband. Metalelementerne ligger bare i højere grad andre steder: I sangenes fortættede atmosfære, i Johannes Anderssons black metal-growl og i den teatralske performance, bandet lægger for dagen.
Stilig gotik
Det er således med en gennemført æstetik, at Tribulation indtager Metal Magics hovedscene fredag aften. De simple backdrops er holdt i stilren sort/hvid, og medlemmernes ligeledes sorte beklædning er med et gotisk præg som eksempelvis guitarist Adam Zaars’ skeletmotiv printet over hele kroppen, der komplementerer den lyse sminke og giver associationer til gamle ekspressionistiske horrorstumfilm som 'Das Cabinet des Dr. Caligari' og F.W. Murnaus 'Nosferatu'.
Tribulation spillede også på Metal Magic tilbage i 2010, men meget er altså sket siden, og aftenens sætliste bestod stort set også udelukkende af numre fra ’The Children of the Night’, hvorfra vi foruden ”hittet” ’Strange Gateways Beckon’ blandt andet fik den 70’er-proggy ’Melancholia’, ’Winds’ og den helt postpunkede og Killing Joke-inspirerede ’The Motherhood of God’.
Mens guitarist Jonathan Hulténs sorte klæder flagrede i aftenvinden, spankulerede Zaars på gestikulerende vis rundt på scenen i valseagtig dans, mens den splinternye trommeslager Oscar Leander (der har en fortid i bandet Deathstars) gjorde fin figur som solid backing.
Det var et på mange måder simpelt, men også betagende show, der kom til sin fulde ret i aftenmørket. Først til sidst kiggede Tribulation tilbage på den forrige plade ’The Formulas of Death’ med nummeret ’When the Sky Is Black with Devils’, før de sluttede af med Zaars og Hultén i skøn twin lead-forening.
Tribulation viste, at man sagtens kan headline en undergrundsmetalfestival med stil, selvom ens udtryk efterhånden peger mere væk fra metallen. For det var i den melodiske skønheds sorte rande og i den fysiske fremtonings mørke furer, at metallen kiggede frem. Djævelen ligger i detaljen, som man siger.