Tung præcision

Tung præcision

En koncert det best beskrives som professionel, levede til fulde op til forventningerne

Kunstner
Spillested
Dato
17-09-2009
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Support: Dååth, Throwdown, Unearth

En stor fejl var det, at jeg missede aftenens første opvarmningsband, Dååth, som ved senere pladelytninger har vist sig at være et mægtigt tech-dødsmetalband. En anklagende finger retter jeg nu mod Pumpehuset, som sjældent er særligt præcise, når det oplyser starttidspunkter, og at stå og hænge i foyeren, gider man ikke at bruge alt for meget af sin tid på. Nå, men på trods af det, skulle det vise sig at ende som en tunggod aften i den gamle maskinhal i hjertet af København.

Chimaira havde tre opvarmningsband med sig, de to andre var hhv. Throwdown og Unearth. Throwdown er det tætteste, man kommer på et Panteratributeband, uden at det spiller eet eneste riff fra de store mestre fra syden. Normalt ville det trække ned at være så uoriginal som Throwdown, men det er lykkedes for denne californiske livekvartet at spille deres panteraagtigheder så godt, at det er fedt. Ikke mindst fordi spilleglæden og nerven i den grad er til stede, at man tilgiver dem det meste.

Unearth derimod er et band, som denne anmelder ikke rigtig har kunnet forlige sig med. Musikken er simpelthen for kedelig. På papiret gør de meget rigtigt, men de er i mine ører fanget i midten af en metal core main stream, hvilket vil sige at bandet ikke finder på noget, andre ikke har fundet bedre på. Deres præstation var derfor hverken fornærmende, mesterlig eller mindeværdig.

Chimaira derimod er et af tidens mere interessante metalcorebands. Den Clevelandbaserede sekstet har virkelig næse for at skrue originale metalnumre sammen, som både formår at være ret enkle og supertunge i riffene, samtidig med at de er melodiøse. Bandet har kvalitetsmæssigt haft en støt stigende formkurve siden deres lidt flade debut i 2001, og af dét kan man lære, at talent ikke er medfødt, men snarere noget man knokler sig til. Det seneste album, The Infection, er i hvert fald en drønnert af tunge riff og varierede numre, som alle bør eje.

Selve koncerten kan bedst beskrives som professionel. Amerikanske bands er som regel ret scenemindede, og lider musikerne ikke af jet lag, bliver koncerterne aldrig dårligere end materialet tillader. Chimairas tillader en mildest talt god præstation, og det var hvad vi fik: En skøn blanding af gammelt og nyt leveret præcist, tungt og med nerve. Åbningsnummret "The Venom Inside" fra det seneste album, skulle også blive aftenens ditto. Det førte naturligt over i titelnummeret fra forgængeren "The Resurrection". Stilen var hermed lagt, og den holdt Clevelændingene højt hævet hele vejen igennem - sådan nogenlunde da, for de to numre er nok, de bedste orkestret har tømret sammen, så et lille kvalitetsdyk måtte man leve med. Publikum fik dog, hvad de var kommet efter, nemlig præcist leveret tyngde, og mængden af svedige kroppe kvitterede da også med spontane mosh pits. Rart at bandet ikke selv skulle bede om det.