Übermetal
Populær
Kreator holdt deres alenhøje niveau mandag aften i Amager Bio. Sepultura skuffede.
Undertegnedes seneste Kreator-koncertrække har været som glinsende metalperler på en snor: i intimt klubregi på Studenterhuset Aalborg til Aalborg Metal Festival, i stort udendørs festivalregi på Sweden Rock, i godt selskab med Morbid Angel i Amager Bio efter Devilutions julefrokost (!) og i den ultimative monsterforestilling på Copenhell forrige sommer.
Høje forventninger. Naturlige forventninger. Bandet har bare lagt niveauet oppe i det øvre luftlag, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvem de ellers er i selskab med, hvis nogen?
Mandag aften i et udsolgt Amager Bio var Kreator tilbage med deres ultra-intense bid, luksustjekkede livelyd og sublime sceneshow.
Måske lige med et mere moderat tilløb til at komme i gang, men så var der også et godt halvanden times sprudlende metalshow i vente: fra den nye og hurtigt fængende 'Satan Is Real' over de vidunderligt velspillede 'Phantom Antichrist' og 'Enemy of God' til de frenetiske thrash metal-kaskader i 'Extreme Agression'.
Finurligt og fremragende
Showets mest skarpe detalje oplevedes i to sekvenser fra det nye albummateriale fra 'Gods of Violence'; først i 'Fallen Brothers'' videoprojektioner af afdøde musikkoryfæer som Bowie, Prince, Cohen, Lemmy og så senere; i et andet nyt nummer, 'Hail to the Hordes', i helt analog visuel stil, men med billeder af en række "almindelige" metalfans. På elegant vis signalerede bandet således respekt langt uden for circlepittens-rækker, samtidig med at man hyldede menigmand i publikum og forenede de to størrelser under rubrikken "ligeværdighed".
Det var ikke så puha-banalt, som det lyder her. Det var finurligt og fremragende. Og i afslutnings-triumviratet af 'Violent Revolution', 'Flag of Hate' og 'Pleasure To Kill' leverede bandet klassiske ultrakompetente Kreator-klaps til at gå hjem på.
30 år efter denne anmelders livedebut med bandet (med Voivod i Alexandra, København i efteråret 1987) slår man sig stadigvæk på hvirvelvindssangene fra Mille Petrozza & co. I dimension og dynamik har det infame energi-ensemble fra Essen for længst overgået deres amerikanske samtidige som Slayer og Megadeth.
Dét band her har efterhånden defineret deres helt egen hyperautentiske metalsfære: Übermetal, simpelthen.
Diametralt modsat udvikling
Grundet andre arbejdsforpligtelser nåede jeg beklageligvis ingen af de to første supportbands, Soilwork og Aborted, men dog de sidste tre kvarter af Sepulturas opvarmingssæt. Der er desværre langt fra dette navnkundige bands storhedstid i sen-80erne og 90erne til i dag, hvor de på mandagens scene stod i noget, som ifølge min makker mest lignede "flytterod".
Bandet bevægede sig igennem et par nye sange fra det nye album, 'Machine Messiah', og til de pligtskyldige signatursange 'Refuse/Resist' og 'Roots (Bloody Roots)', men der kom aldrig nogen nævneværdig nerve ind i musikken eller i samspillet mellem scene og gulv.
Der manglede simpelthen noget entusiasme og attitude deroppefra, ydmyge sceneforhold eller ej. Og i kvalitet og attraktion har Sepultura desværre bevæget sig i nærmest diametralt modsat retning end hovednavnet.