Festen kom, snigende og med udfald
Populær
Ugly Kid Joe vil stadig gerne være unge, kække og sjove, men det tog lidt tid, før koncerten nåede dertil, at forsøget på at være det virkede andet end påtaget. Men så var det til gengæld også godt og med stor vokal fra frontmand Whitfield Crane.
Amerikanske Ugly Kid Joe kom nærmest eksplosivt ind på rockscenen i 1991, ikke mindst takket været nummeret 'Everything About You' fra ep'en 'As Ugly as They Wanna Be'. Da bandet efter opløsningen i 1997 igen blev et sangskrivende og udgivende band, kom comebackforsøget så med endnu en ep, denne gang 'Stairway to Hell'. Siden er det blevet til et nyt album med en klar reference til fortidens bedrifter i titlen. Det er 'Uglier Than They Used ta Be', som mere eller mindre fik prædikatet "jævnt godt", da den blev anmeldt her på sitet.
Ugly Kid Joe gæstede senest Danmark i 2013 sammen med Skid Row på det lidt utraditionelle valg af spillested Lions & Barrels i Paarken i København. En koncert, der fik godt med ros efterfølgende. Og på Wacken og Sweden i hhv. 2013 og 2012 havde vi også selv de store ord fremme her på sitet.
I Amager Bio var bandet hovednavn og havde til opvarmningen taget Dallas Frasco med. Fotografens dom var hård, hvilket mere eller mindre kunne læses i vores opslag fra koncerten på Facebook. Manden bevæbnet med notesblokken (den mentale notesblok, that is) er ikke helt så enig i den hårde dom, for underholdning fik man da.
Dallas Frasco består af en kvinde med samme navn på guitar og vokal, med sig har hun Jeff Curran på guitar og Chris Windley på trommer. De to guitarister og i særdeleshed Jeff Curran presser en del bund ud af deres værktøjer, så bassen er ikke så savnet igen. Humøret var højt, og der blev ihærdigt forsøgt at varme publikum op, og ikke kun fra scenen da forsangerinden valgte at smide guitaren og indtage gulvet foran scenen i et enkelt nummer. Andre steder blev der med opfordret til fællessang, hvilket blev gjort let med en meget simpel tekst med forudsigelige ord.
Guitartramp
Der var gode riff og høj energi hos Jeff Curran, men hverken han eller hans kvindelige kollega kom op med noget, der fornyede rockgenren. Bandets bud på at komme med noget nyt må ligge i den specielle guitarlyd, som de diskede op med. Interessant var også slutningen af et nummer, hvor Jeff Curran valgte lægge guitaren på trommepodiet, og med sin fod trampende voldsomt på vibrato-armen på den stakkels Gibson-guitar fik han lavet en aparte lyd og noget til underholdningen.
Undervejs fik vi et cover af Ike & Tina Turners 'Nutbush City Limits'. Det blev en lidt mere rå garageband-version, der som udtryk faktisk meget godt beskriver bandets sound, også for bandets egne kompositioner. Bandet er nok mere skræddersyet til en beskidt rockbar end et større spillested som Amager Bio, men gruppen sled sig til en lille sejr alligevel og fik en hæderlig applaus fra de fremmødte.
Identitetsforvirring
Meget vand er løbet gennem åen, siden Ugly Kid Joe for alvor blev introduceret til verden med videoen til 'Everything About You', hvor de kække, unge, rapkæftede knægte fremstod som "cool surfer dudes". Da bandet gik på scenen i Amager Bio virkede det, som om bandet ikke helt vidste, hvordan de skulle forholde sig til fortiden, til at der altså er gået 25 år siden dengang. Der var stadig ret lange, korte bukser, for store T-shirts, bandanas, og hvad har vi. Whitfield Crane, frontmanden, som mange af salens kvinder bestemt havde glædet sig til at se, blev mødt med stor jubel fra salen og havde klædt sig lidt mere neutralt i forhold til den beskrevne ungdomsvideo. Lokkerne nu er noget kortere, end dengang bandet havde bedre fat i rockscenen, men glimtet i øjet havde han bestemt stadig.
Det blev en lidt sløv start. Whitfield Crane var god til at komme rundt på scenen og give næve til flere fans på de forreste rækker, men det virkede indstuderet, og bevægelserne fra både ham og bandmedlemmerne var stive og langsomme. Kun trommeslager Zac Morris var et bæst hele koncerten igennem med energi, som var han i gang med en live-reklame for en energidrik. Det var til start lidt svært at tro på det, når publikum blev hyldet, og der blev udtrykt overraskelse over, hvor godt Amager Bio tog imod bandet på scenen. Det var nu sandt nok, det her med publikums modtagelse af bandet. Publikum ville festen og skal have ros for at presse på, for festen kom heldigvis også op på scenen lidt efter lidt.
Fra gabende vokal til stilskabende vokal
At det ikke lige rykkede fra start, skyldtes nok en blanding af, at vokalen hos Whitfield Crane var for lav i mixet, og at han måske heller ikke lige var varm nok og sparede sig lidt. Men 'Neighbor', som bandet lagde ud med, fik alligevel tændt for nostalgien og sat rammerne for en koncert, der som nævnt gik hen og blev ganske glimrende. For som vokalen blev varm, og bandet selv så ud til rent faktisk at mene det her med, at de var beærede over fansenes modtagelse af dem, så viste Whitfield Crane sig som en af de her interessante vokalister, der faktisk tager en større vokal med til koncerterne end de mere kontrollerede, dog fine, præstationer på pladerne.
'No One Survives' skal i hvert fald nævnes for sin store vokal. Hold da op, det nummer fik lige en ny dimension. Og så tog festen fat – ja, det havde 'Cats in the Cradle' nok startet lidt forinden, selvom den havde en vis grad af pligtfølelse – med alt fra opfordringer til begge arme i vejret og sving fra side til side og hoppestemning. Højdepunktet inden der blev taget fat på en omgang gøgl og løjer, var 'Milkman's Son', hvor 'Goddamn Devil' og 'So Damn Cool' blev naturlige efterfølgere.
Det var ikke nødvendigt med det akustiske intermezzo. De reelle sange var da i orden, men satte en dæmper på festen, men så fik Klaus Eichstadt og Cordell Crockett sig da smøgpause på trappen i siden af scenen. Indslaget med 'Barbie Girl' (i en misforstået hyldest til København) blev måske mere fjollet end nødvendigt, og her viste bandet, at det stadig gerne vil være det sjove, lidt ironiske gymnasierock-band. Der blev grint. Og sunget med, så spildt var det ikke, men der røg i den grad momentum i koncerten.
Tak til Motörhead for bringe os festen igen
'Mr. Recordman' blev gennemført med Klaus Eichstadt tilbage på scenen og på vokal og en fra publikum til at holde teksten. Et udmærket nummer, som folk gladeligt sang med på, men vi var stadig et stykke fra den fantastiske energi, der var i salen under 'Milkman's Son'. Her havde Ugly Kid Joe et trick i ærmet for at få den helt op at ringe igen. Et veloplagt covernummer i form af 'Ace of Spades' som også findes på det seneste album. Whitfield Cranes vokal viste igen sin brede styrke, for den mere rå vokalstil klædte ham også. Nu var der for alvor blod på tanden, og Whitfield Crane gik sidst i nummeret en runde hos sit band og det signalerede, at nu fik vi mere eller andet end planlagt. Yderligere et Motörhead-nummer, denne gang en fed omgang '(We Are) the Road Crew.
Og et par egne numre efter gik salen igen helt grassat. 'Everything About You' var naturligvis det, som skulle til for at få den godt fyldte sal HELT op at koge. Og således gik det til, at man så svedige folk og brede smil på læberne, da lyset i salen blev tændt og indikerede, at der ikke kom mere, og man måtte "nøjes" med godt en time og tre kvarter i amerikanernes selvskab.
Det vaklede lidt undervejs, men det blev en meget fin koncertoplevelse fra Ugly Kid Joe.
Karakterer:
Dallas Frasco - 2
Ugly Kid Joe - 4