Kældermennesker

IMG-6717-1-of-1-8-2-1622462434

Der var solid hardcore og lidt mindre meningsgivende crossover på Underwerket i Valby. Et taknemmeligt publikum og to veloplagte headlinere førte os gennem strabadserne.

Kunstner
Titel
+ Telos + Rat Eater
Spillested
Dato
25-09-2021
Fotograf
Jannie Ravn Madsen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Det var skønt at være tilbage på Underwerket. Der er mange fine spillesteder i København, men de fleste af dem er flotte, pæne og rene, og til den type musik, der skulle spilles lørdag, gav det ingen mening med kunstfærdigt udformede lysekroner eller designermøbler.

I kælderen, der er er Underwerket, er wc-spejlene dækkede af klistermærker, der er slagord skrevet på væggene, og du kan købe husets egen øl til 25 kroner. Samtidig er scenen ikke mere end 10 centimeter høj, så man har svedige musikere direkte oppe i ansigtet, nærmest så snart man træder ind af døren. Og det er Underwerkets styrke. På samme måde som punk er federe i Ungeren, er den sorte hardcore, Throwe og Telos skal levere denne aften perfekt egnet til den trange, gør-det-selv-agtige kælder.

Rat Eater, der er første band denne aften, er dog i en lidt anden boldgade og ville måske nok have fungeret bedre på en solbeskinnet parkeringsplads ved siden af en halfpipe. Bandet er en tydelig hyldest til crossover thrash som det lød i starten af halvfemserne, helt ned til de foldede bandanaer, guitaristens Ugly Kid Joe-shirt, og forsangeren, der lignede selvsamme bands Whitfield Crane cirka 1992. Det var bandets første koncert og det var tydeligt at høre. Første track hørte vi først uden guitarspor, og da de havde fået fikset problemet spillede de det igen. Et medlem af publikum råbte “Det lyder ad helvede til”, og det virkede som om alle, selv bandet, var enige.

Bandets venner og bekendte var mødt op, og stemningen var god, den mildt sagt tvivlsomme musik på trods. Faktisk var den så god, at man blev i tvivl om man deltog i en teateropførelse af ‘Heavy Metal Parking Lot’, da engagementet var fuldstændig overskruet i forhold til, hvad bandet sendte ud.

For fans af genren leverer Rat Eater måske på et tidspunkt, noget man gider høre på, men de har i den grad brug for flere hakker i bæltet. Sjov merch og smittende humør er ikke nok i længden.

Sidst vi hørte Telos fattede publikum ikke helt musikken – det gjorde de til gengæld på Underwerket, og det var en fornøjelse at være vidne til. Telos spiller knivskarpt og helt stramt, og det var rart for en gangs skyld at opleve et publikum, der skubbede igen, når frontmand Victor Kaas gik ud blandt dem og startede slagsmål. Telos’ koncerter er, som alt Kaas medvirker i, præget af ham, alene i kraft af hans gennemtrængende karisma og bestialske vokalpræstationer. Ikke dermed sagt, at resten af bandet ikke spiller op. Selv da leadguitaristen måtte bruge tid på at skifte en streng, spillede bandet en buldrende drone, der i virkeligheden lige så godt kunne have været en ægte komposition.

Da guitaren var fikset, kom Telos op i gear igen med et track, der både lød glimrende i sig selv, men hvis guitarriff havde en klar lighed med Olivia Rodrigos ‘Brutal’ – noget der kun gjorde det hele endnu bedre. Der er en klar grund til, at popmusik er populært, og når et så smadret band som Telos kan spille på samme strenge i deres metalliske mathcore, er der ingen undskyldning for andre bands for ikke at lave lige så gode riffs. Ligheden var nu nok et tilfælde, men pointen står.

Telos var intense og vilde og spillede hårdt igennem, som var der en masse opsparede frustrationer, der skulle ud. Rytmesektionen spillede så pågående, at det sine steder nærmest lød som endnu et vokaltrack, og de to guitarister sørgede for, at de fleste ører ringede længe efter.

Aftenens hovednavn, Throwe, gik på til et publikum, der allerede var gennemblødte af sved, og det var en situation, der kun skulle øges. Da vi engang for længe siden talte med bandet, beskrev vi det som mørkt, misantropisk og håbløst, og det er måske heller ikke helt ved siden af, hvis man satte pladen på. I Underwerkets kælder var stemningen dog helt oppe under loftet. Kim Rock smed trøjen som det første og stod som en bemalet messias på Underwerkets trappetrin af en scene og indtog rummet med det samme. Det var dog ikke meget han holdt sig der, for det meste af tiden var han ude på gulvet og sætte gang i slåskampen, der udspillede sig til den aggressive sortsværtede hardcore.

Der var ikke mange stille øjeblikke, og sveden sprøjtede til alle sider, både fra den dedikerede frontmand, men også fra det lige så engagerede publikum, der fulgte hver eneste instruks, han spyttede ud, og moshede til de var ved at segne.

Kim Rock var dukkeføreren, og alle dukkerne havde ADHD.

Da koncerten sluttede omkring midnat, var der ingen, der ikke havde fået det skud larm, de havde brug for, og de glade, udmattede smil var alle steder.