Ukuelige Satyricon
Populær
Satyricon beviste igen, at de er et pissefedt liveband torsdag aften i Amager Bio, hvor de sædvanlige klassikere sad i lige i skabet, mens nogle af de nye numre til gengæld faldt til jorden.
2. Hvite Krists Død
3. Now, Diabolical
4. Black Crow on a Tombstone
5. Our World, It Rumbles Tonight
6. Ageless Northern Spirit
7. Repined Bastard Nation
8. Nekrohaven
9. The Infinity of Time and Space
10. Forhekset
11. To the Mountains
12. The Pentagram Burns
Ekstra
13. Mother North
14. Fuel for Hatred
15. K.I.N.G.
Satyricon gav en suveræn midnatsmesse, da de lukkede årets Royal Metal Fest i Århus i foråret. Satyr og Frost er med deres yderst velspillende lejesvende ubetinget et af black metal-genrens bedste livebands.
Vreden, energien og passionen blæser ud af musikerne, så jorden skælver under én, og det mærkede man nok engang, da nordmændene torsdag aften vendte tilbage på dansk grund i Amager Bio og startede deres syv uger lange europaturné.
Koncerten udviklede sig dog aldrig i retning af samme triumf som den i Århus, men det var på forhånd nok også et utopisk ønske at forvente på en torsdag aften, hvor der da også endte med at være lidt for god plads på de forreste rækker. Mig bekendt er det første gang, at Satyricon er blevet booket som hovednavn i Danmark til et spillested med en kapacitet på tusinde mennesker. Men selvom det ikke blev til den mest intime oplevelse, var det sgu fedt at opleve bandet på en så stor scene, hvor der var skåret ind til benet i opsætningen.
Perfekt lyd og start
Frontcoveret fra det nye selvbetitlede album prydede det store bagtæppe, og Frosts gigantiske trommesæt stod velplaceret på en platform i midten. Det var svært at spotte den 40-årige trommeslager bag den opsætning af tammer og bækkener, men hvad man ikke fik at se, kunne man til gengæld høre!
Lyden var fuldstændig upåklagelig, og specielt slagene på lilletrommen rungede klart i skallen som konstante serier af kæberaslere.
’Voice of Shadows’ åbnede som intro, før det kristne had tordnede løs i ’Hvite Krists Død’. ”Vi brenner guds barn på bålet/Vi brenner guds hus,” skreg Satyr med sin dæmoniske stemme. Det kunne ikke have startet mere perfekt!
Ingen overraskelser
Dette nostalgiske sortsyn fra klassiske ’The Shadowthrone’ var det tidligste, vi fik fra bandets diskografi, hvilket helt var som forventet.
Satyricon skifter nemlig sjældent meget ud i materialet til deres koncerter, så uden nogen overraskelser kom de velkendte numre forrygende leveret i flæng. ’Black Crow On a Tombstone’, og ’Repined Bastard Nation’ blev leveret med deres vanlige hårde format, og der var dømt bidsk trommesolo, inden publikum røg med på fællesskrål til ’Now, Diabolical’.
Vanen tro greb frontmanden selv til guitaren under ’To The Mountains’ og den evigt fede ’The Pentagram Burns’. Begge numre fungerede upåklageligt, og faktisk var der langt mere pondus i førstnævnte nummer, end man plejer at opleve.
Satyr har siden midten af 1990’erne lidt af seneskedehindebetændelse, der som bekendt ikke just gør det behageligt at spille guitar. Derfor bliver det som oftest kun til de her numre i et alsidigt tempo, som han vælger at spille med på.
Nye numre faldt til jorden
Aftenens store spørgsmål gik naturligvis på, hvordan materialet fra det nye album ville gøre sig live. De glimrende lydforhold gav solid bund til ’Our World, It Rumbles Tonight’, der lød bedre live, end nummeret gør på plade. ’Nekrohaven’ er skåret til at være en publikumsfavorit, og nummeret skal nok ende som en fast del af nordmændenes repertoire i fremtiden.
Det samme bliver næppe tilfældet med ’Ageless Northern Spirit’ og ’The Infinity of Time and Space’. Førstnævnte nummer fungerede nogenlunde med en anelse pondus, mens der nærmest fløj en engel gennem spillestedet under det sidstnævntes rene guitarpassager.
Pissefedt liveband
Og ’The Infinity of Time and Space’s mangel på live-kvalitet stod da også i skærende kontrast til en efterfølgende og mægtig version af ’Forhekset’.
Aftenens første genistreg fra mesterværket ’Nemesis Divina’, inden ’Mother North’ kom som ekstranummer og fik sparket seriøst liv i publikum, der fortsatte festen i moshpitten til ’Fuel for Hatred’ og den obligatoriske koncertlukker ’K.I.N.G’.
De seks musikere takkede og bukkede efter næsten 100 minutter og forlod nok engang scenen på sejrende vis i Danmark. Koncerten blev ikke banket fast i hukommelsen med uforglemmelig overbevisning, men som undertegnedes ven korrekt kommenterede bagefter, så er og bliver Satyricon et pissefedt liveband!