Wacken Metal Battle 2018: Aalborg
PopulærAf de fire navne, der dystede på Studenterhuset fredag aften, var det Genfærd, der trak det længste strå med deres gennemførte præstation i den sorte genre.
Fire bands skulle på scenen fredag d. 4. maj 2018 i Aalborg. Wacken Metal Battle er tilbage i Danmark, og kongeriget skal have sendt et band til Wacken Open Air i august for at repræsentere landets spirende undergrund. I Aalborg var navnene denne aften Isbjörg, Genfærd, Nordsind og Deadnate.
Isbjörg spillede en progressiv rockmusik, der stak i forskellige retninger og ikke rigtig brændte igennem på Studenterhuset. Om det skyldes uerfarenhed eller nervøsitet vides ikke, men det va,r som om der lige manglede det sidste for at få enderne til at mødes. Genren er også en udfordring i metalregi, da den ikke umiddelbart indbyder til den fest foran scenen, som ofte kan være udslagsgivende for et band på Wacken Open Air.
Det havde Genfærd langt bedre styr på. Med fuld blus på ansigtsmaling, kæder og udsmykning gik de på scenen og spillede en gedigen omgang black metal, som genrens forskrift befaler det. Måske ikke voldsomt originalt, men gennemført og vellydende. Københavnerne viste sig at have øvet hjemmefra, og det hjælper altid, at trommeslageren kan sit håndværk og dermed sikrer en god bund og rytmisk base.
Det samme gjorde sig gældende for Nordsind, der også bevæger sig i black metal, men i den post-black, der er blevet populær på de senere år. De spiller instrumentalt, og melodierne og stemningen er derfor her det primære virkemiddel. At de fik en gæstevokalist med midt i showet, var et godt pift, men spørgsmålet er, om man vil satse på det instrumentale eller bevæge sig i flere retninger? Nordsind har i hvert fald potentialet til at udvide deres horisont eller finpudse det, de allerede gør ganske udmærket.
Noget mere rodet var aftenens sidste indslag i form af Deadnate fra Fredericia. Deres progressive metal stikker i mange retninger. Der kan anes både Alice in Chains og Sepultura hist og pist, og deres dobbeltvokal kan meget vel gå hen og blive en stor styrke. Den ene havde en meget ren stemme, mens den anden havde nogle gode brøl. Også selvom det i ny og næ kiksede lidt med timingen og teksterne, så endte Deadnate alligevel med at fremstå som et band, der både kan og vil.
At de fire bands begår nogle fodfejl og har masser af områder, hvor de kan forbedre sig, må ikke afskrække dem fra at klø på. Tværtimod. Det er netop unge kræfter, der skal finde deres styrker, anerkende svaghederne og arbejde med begge dele. Da juryen gav feedback, fik de også masser af gode råd med på vejen, og til sidst endte det med, at man kårede Genfærd som aftenens bedste optræden.
Det var også positivt at se, at en del nysgerrige publikummer havde valgt at troppe op og støtte arrangementet og de unge bands. Der var helt ventet også en del forældre, der både støttede med klapsalver og iførte sig deres poders band-trøjer. Det er god stil, når der er den solide opbakning fra hjemmefronten.
Vi lander på en middelkarakter. Vi blev ikke blæst bagover på Studenterhuset, men der var potentiale at spore.