WOA '11: Mesterlig sang

WOA '11: Mesterlig sang

Primal Fear fremstod som et meget præcist og sympatisk overlegent band, med et særligt stor aktiv i dets forsanger. Lyden var dog lidt tynd.

Kunstner
Dato
05-08-2011
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Som en sund og lødig musikalsk morgenmad på dagen for sidste omgang Judas Priest nogensinde (for denne anmelder og Wacken, i hvert fald), lagde fredagen ud med en god og ren omgang power metal i form af Primal Fear.

I mere end én forstand bandt denne koncert an til aftenens finale begivenhed, for ud over at Judas må siges at være fædre til powermetallen, så var sangeren Ralf Scheepers meget tæt på at blive Rob Halfords afløser, da sidstnævnte (for en stund) forlod Judas Priest. Scheepers måtte dog se sig slået af Tim "Ripper" Owens, og på den baggrund blev Primal Fear dannet. Det var en god ide, for efter min mening er Scheepers nok metallens dygtigste skønsanger, hvilket man til fulde fik glæde af i løbet af den lille times tid koncerten varede.

Mistænkeligt høje toner


Ikke en tone, ikke en frasering missede mestersangeren, men tværtimod fik han sin kunst til at virke så legende let, hvilket er særligt imponerende, når man tænker på hvor mistænkeligt høje toner hans stemme kan nå. Mere end én gang lavede han med hånden nosseklemmevittigheder, så muligvis er de der endnu, men højt  synger han nu alligevel... Tilbagelænet, sympatisk og præcist er de øvrige indtryk der står tilbage.

Lidt tynd lyd

Resten af bandet spillede sådan set fint, og man kunne både høre og se, at de var glade for at være på scenen, men desværre var lyden lige det tyndeste, så den helt grumtunge oplevelse blev det ikke, men musikernes præcision, gjorde, at man på trods af den manglende bas fik noget for pengene.

En lille times tid varede koncerten, og man fik både gammelt og nyt, men bedst var nu publikumspleaseren, 'Metal Is Forever' fra 'Devil's Ground' der fik alle til at skråle med, hvilket endnu engang udstillede Scheepers særlige talent: Der var saftsusemig ikke mange der bare kom i nærheden at kunne synge sangen i dens rigtige toneleje. Men det er nok også meget fint, at der er nogen til at synge, andre til at skåle for metallens evighed.