WOA '11: Wackenvest
PopulærDen klassiske "mædl"-vest har fået en renæssance og har nærmest opnået en kultstatus blandt de unge, som kalder den "Wacken-vesten". Her kan du se et lille udsnit af de mange beklædningsgenstande fra dette års WOA.
Der er ingen regler eller begrænsninger for valg af materiale eller grad af kreativitet, når det gælder udformning af "Wacken-vesten". Dog var det overvejende de mandlige festivalgæster, som forud for WOA havde siddet med nål og tråd og pyntet på deres "fjerdragt" – måske for at imponere det modsatte køn med parring for øje.
I hvert fald, og lidt sent, falder der hints i Devilutions lejr om, at man ikke behøver at sove alene i sit telt, hvis man har en Wacken-vest på. Undertegnede havde selv en Wacken-vest på og må indrømme, at vesten gav anledning til samtale i øl- og madkøen samt under koncerter. Men da luftmadrassen ikke kunne holde luft, fik jeg ikke afprøvet vestens magi, og derfor blev det hverken til et mut eller 'sving om' for min del.
Jeg vælger nu alligevel også at tro, at rock n' roll-vestens genfødsel vitterligt er til for (stadig) at hylde musikken og ikke lade min sjæl fordærves af redaktionens lumre tankegang.