Mellem Nightwish og power metal
Updated
Finske Tarot lyder en anelse tyske, men det er ikke så dårligt endda, mener vor anmelder. Selvom denne anmelder ikke før har hørt om finske Tarot, så går deres oprindelse helt tilbage til midt-80'erne og ”Crows Fly Black” er endda deres syvende udgivelse. Og et af medlemmerne, bassist Marco Hietala, er i øvrigt også kendt fra Nightwish.
Faktisk minder Tarot også en anelse om Nightwish, dog med en mandlig vokal og lidt mere metallisk end pompøst. Denne sammenligning falder på sin vis ud til både fordel og ulempe for Tarot. For hvis man er en af dem, der godt kan blive lidt træt af alt det yndige skønsang og poppede keyboardfigurer, som er en del af Nightwish, så vil Tarot nok falde i smag.
Men på den anden side, så er det også et problem, fordi disse fraværende elemneter netop fjerner det personlige præg ved musikken, og Tarot kommer til at lyde som en anelse Iron Savior, lidt Primal Fear og i øvrigt som et hav af lignende tyske power metal bands.
Men Tarot er dog ikke spor ringe power metal, først og fremmest fordi bandet har bevaret det dystre i metallen, selv når det forfalder til storladne syng-med-omkvæd, og fordi der er en god portion onde metalriffs - og ikke mindst fordi man slipper for grimme ballader, der ellers næsten er kotyme i genren.
Faktisk minder Tarot også en anelse om Nightwish, dog med en mandlig vokal og lidt mere metallisk end pompøst. Denne sammenligning falder på sin vis ud til både fordel og ulempe for Tarot. For hvis man er en af dem, der godt kan blive lidt træt af alt det yndige skønsang og poppede keyboardfigurer, som er en del af Nightwish, så vil Tarot nok falde i smag.
Men på den anden side, så er det også et problem, fordi disse fraværende elemneter netop fjerner det personlige præg ved musikken, og Tarot kommer til at lyde som en anelse Iron Savior, lidt Primal Fear og i øvrigt som et hav af lignende tyske power metal bands.
Men Tarot er dog ikke spor ringe power metal, først og fremmest fordi bandet har bevaret det dystre i metallen, selv når det forfalder til storladne syng-med-omkvæd, og fordi der er en god portion onde metalriffs - og ikke mindst fordi man slipper for grimme ballader, der ellers næsten er kotyme i genren.
