WOA'12: Afslappede Debutanter
Populær
Paradise Losts første optræden på Wacken Festival bar præg af mere hygge end koncert med de sympatiske englændere.
02. Honesty in Death
03. Erased
04. As i Die
05. Tragic Idol
06. Forever Failure
07. One Second
08. Fear of Impending Hell
09. Faith Divides us - Death Unites US
10. Say Just Words
Det har på alle måder været et godt år for Paradise Lost. Først med ’Tragic Idol’, som er gruppens bedste album i årevis, og med god grund fik fem stjerner her i Devilution, som dernæst kvitterede med samme antal stjerner, da bandet få måneder efter gav en fantastisk koncert i Lille Vega. Engang i 1990’erne spillede de som hovednavn på mange af Europas store festivaler, i dag hedder den slags navne Volbeat, og Paradise Lost må i disse tider se sig hensat til de mindre scener om eftermiddagen.
Ny livsfase?
Måske bandet er blevet mere modne, og har dermed nået en erkendelse af, at livet som musiker i Paradise Lost anno 2012 slet ikke er så ringe endda. Sanger Nick Holmes har skiftet den berygtede negative attitude ud med en ny og sympatisk persona, og det klæder ham bestemt på scenen.
Spilleglæden på Wacken var virkelig også til stede, hvor den glæde for få år siden næppe havde været at spore, med kun 45 minutter til rådighed. 45 minutter, der, utroligt nok, var deres debut på årets Wacken Festival. ”Selvom det er vores første show her, har vi alligevel været her hundrede gange før som gæster” konstaterede Holmes med et smil på læben, efter bandet havde spillet det glimrende nummer ’Erased’ fra ’Symbol of Life”, som blev koncertens eneste fra dette album.
Variation var netop nøgleordet for koncerten, hvor Paradise Lost spillede 10 numre fra syv forskellige udgivelser. Desværre var ’Icon’ ikke repræsenteret, til stor ærgrelse for undertegnede, som efterhånden har set dem 12-15 gange, og stadig aldrig oplevet ’Embers Fire’ live. Fordømt.
Faktisk spillede Paradise Lost de samme ti numre som netop for et par måneder siden i Vega, og koncerten her på Wacken var blot en forkortet version. Man må til gengæld konstatere, at de nye sange som ’Honesty in Death’, ’Fear of Impending Hell’ og ’Tragic Idol’ stadig fungerer rigtig godt live sammen med gruppens tidligere materiale som ’As I Die’ og ’One Second’.
Gamle drukvenner?
Så var det dog lidt uheldigt at Napalm Death lige præcis skulle på samme tidspunkt, for det brutale bands musik overdøvede lidt for ofte Paradise Losts. Igen og overraskende tog Holmes’ det som en glad skoleknægt, og begyndte at råbe efter Napalm Deaths bassist Shane Embury om de ikke kunne dæmpe sig lidt!
Begge bands kommer som bekendt ikke så langt fra hinanden i England, hvor de begge var en del af den britiske dødsmetalscene i midten af 1980’erne, så mon ikke de to grupper har skyllet en del pints ned sammen i årenes løb - og mon ikke de gjorde præcis det samme efter koncerterne på Wacken?
Man kom i hvert fald i samme humør som bandet og gik glad direkte i baren efter sidste nummer, som naturligvis blev ’Say Just Words’. Rytmeguitaristen Aaron Aedys guitar gik i stykker midt i nummeret, men det var som om ingen rigtigt tog det særlig alvorligt i bandet, og det siger vist alt om Paradise Losts indstilling denne dag. Det var hverken stort eller skuffende, men såmænd bare ganske hyggeligt.