Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'12: Klogt skift i performance

Populær
Updated
WOA'12: Klogt skift i performance
WOA'12: Klogt skift i performance
WOA'12: Klogt skift i performance
WOA'12: Klogt skift i performance
WOA'12: Klogt skift i performance

Det var en noget mere nedtonet Sebastian i front for Kellermensch på Wacken i forhold til åbningskoncerten på Roskilde.

Kunstner
Dato
02-08-2012
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv - fra RF2012))
Karakter
4

Ved Devilutions sidste møde med Kellermensch, da bandet åbnede Orange Scene på årets Roskilde Festival, blev det skrevet, at det nærmest var et soloshow fra Sebastian. Han var nærmest manisk i sin optræden og stak i den grad af med opmærksomheden. Det var smart og gav i den grad de mange tilskuere, der endnu ikke kendte bandet, en oplevelse, som sikkert har vækket nysgerrigheden over for bandet.

Men på Wacken var det anderledes, og hvad enten det var bevidst eller ej, så var det et smart træk. For Kellermensch er mere rock end det er metal, så i den sammenhæng ville det være nærmest fjolet at skabe sig og give den gas som nogle af det brutale metalbands, der også var at finde på festivalen. Fx gik bandet på scenen i det store telt lige efter japanske Hone Your Sense, der havde et voldsomt energisk sæt med masser af skrig og skrål.

Måske netop derfor føltes det befriende at se Kellermensch i et mere afslappet hjørne, hvor der var plads til alle uden at Sebastian stjal billedet. Det betød samtidig også at musikken blev leveret mere præcist, og de fede vokalmelodier blev sunget så hårene nærmest rejste sig på armene.

Det skal ikke forstås sådan, at bandets optræden nu er blevet kedelig. Sebastian kom stadig godt omkring, havde stadig tricks som at bruge mikrofonstativet som "bottleneck" og han holdt sig bestemt heller ikke til at stå op og synge hele vejen. Og guitarister, bassist og violinisten kom også godt omkring på scenen, hvilket blev mere tydeligt nu, hvor frontmanden ikke skejede så meget ud.

Ikke så meget nyt over sangvalget

Sættet bar ikke præg af store forandringer i forhold til showet på Roskilde, men selvom teltet bød på rumklang, som ikke altid var lige fed, så var lyden mere kompakt og detaljerig end på Roskilde. Det gjorde 'Narcissus' utrolig smukt og ligeså med den endnu ikke udgivne 'Pain of Salvation'.

Koncerten blev rundet af med 'Army Ants' og (naturligvis) 'Moribund Town,' præcis som det skete på Roskilde. I det sidste nummer fik Sebastian bevæget sig op på sin forstærker og på klaveret med mikrofonen viklet ind i guitaren og bumpende hen over gulvet. Så kom der også lidt til de, der måtte savne det totale kaos som set på Roskilde.

Har man set bandet flere gange, så var denne optræden fantastisk, fordi den viste, at der ikke er en standardformular for et Kellermensch-show. Musikken blev leveret flot, og selvom denne anmelder tidligere har rost bandet (og specielt frontmanden) for de vilde shows, så var Kellermensch i en mere afdæmpet version mindst ligeså fedt. Og publikum var da bestemt også tilfredse - måske især dem, der råbte "Esbjerg, Esbjerg!" midt i sættet. Ved man ikke hvor bandet hører hjemme, så er der hermed hintet til det. Og på Wacken var der skam også plads til bandet.