Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'12: Overvundne problemer

Updated
WOA'12: Overvundne problemer

Norske Djerv leverede en god omgang hård rock på trods af startproblemer, der fik forsangerindens øjne til at lyne af raseri.

Kunstner
Dato
04-08-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
C.V.
Karakter
4

Det norske band Djerv har allerede mødt positive ord på dette site i form af anmeldelsen af debutalbummet. Bandet spillede i øvrigt to gange på dette års Wacken, da de også spillede fredag i Presse-teltet, men det var, som det jo nok forstås, ikke lige for alle festivalgæster.

Koncerten på Headbanger's Stage blev ganske fremragende for bandet, men det startede lidt uheldigt. Ikke så meget for publikum, men især for Agnete i front, der kom ind på scenen lidt senere end de andre medlemmer, på teatralsk vis bærende en hætte over hovedet. Mikrofonen blev fanget, og man fornemmede straks noget, der mindede om panik. Hætten blev smidt, og der blev famlet ved senderen til in-ear monitor-systemet.

Der blev gestikuleret voldsomt mod siden, hvor manden ansvarlig for scenelyden sad, og der blev peget op: "mere vokal, tak!". Om det blev til et tilfredsstillende niveau for Agnete er svært at sige, men hun virkede så professionel, at det gik alligevel. For selvom stemmen også var lidt for lav for publikum til en start, så lød vokalen stadig stærk, og som man ville forvente, når albummet kendes i forvejen.

Det må have givet flere tilhængere

En forestilling i stærk rock med en god, let skreget hysterisk vokal varierende mod noget mere melodisk og teatralsk. Der var en del nordmænd for at se bandet, og de har måske kendt dem på forhånd, men der må også være kommet nye fans til efter den optræden.

Og så kan vokallyd på scenen drille og trådløse systemer falde ud og ændres til de mere pålidelige kabelførte systemer undervejs. Det ændrer ikke noget: Djerv leverede varen alligevel. Der var nemlig efterhånden rigtig god lyd og med kun 35 minutters spilletid, så havde bandet rig mulighed for kun at spille det bedste af det bedste, som fx 'Headstone' med det fede omkvæd, og den næsten industrial-hypnotiske 'Madman', der lukkede ned for det effektive show.