RF 26: Fra kæleri til dyreskrig
Det var et veloplagt Wolf Alice, der onsdag aften indtog Orange Scene, og det var som forventet lidt af en kamæleon af en koncert.
Hvis Wolf Alice var et Tivoli, ville de være både karruseller, rutsjebaner og skydespil. De kender ikke til begrebet at niche ned, men trakterede i stedet med en tour de force i stille ballader, teenage-appellerende pop-rock til stortrommedomineret stadionrock, som vi kender fra gamle dage. Koncerten fungerede også i sig selv som en underholdende rutsjebanetur, der gled op og ned i tempo og intensitet.
Fra første beat forplantede trommeanslagene sig til publikums hofter, og forbindelsen mellem scene og plæne forblev intakt igennem koncerten.
Forsanger Ellie Rowsell imponerede med en helt forrygende vokal. Med en spændvidde fra den lyseste perforerende sopran over den sexede dybe alt og til nærmest desperate dyreskrig betog hun publikum i Roskilde-aftenen, flot iscenesat af et livligt pulserende baggrundstæppe af trommer og tangenter.
De stærkeste øjeblikke kom, når smerten, vreden og klagen udfoldedes. Måske på grund af, at de smukke ballader blev forpestet af en enerverende baslyd, som rumlede afsted og tog al fokus. Det blev især vildt, da politisirener blev sat i spil, og mikrofonen erstattedes af en megafon. En rusket og beskidt lyd i højt tempo, fyldt med vrede, udviklede sig endda til en gedigen lejlighed til headbanging.
Og på den måde nåede koncerten sine højdepunkter i de mere rockede numre, hvor samspillet nåede nye højder, og aggression og smerte blev manifesteret i hårde trommerytmer, ørehængende guitarriffs og vekslen mellem skønsang og råb. Som da bandmedlemmerne istemte et Phil Collins-værdigt, luftigt mandekor som supplement til den sfæriske sopran, kontrasteret af tunge rockrytmer – og ja, det er sgu da en kæmpe kliché, men lige der brød solen igennem skydækket, og man kunne ikke ønske sig en mere Orange Feeling.
Undertiden, og især i første halvdel, var der desværre udfald på vokalen, muligvis pga. ballade med Rowsells in-ear-monitor, som hun konstant pillede ved. Og hvilken skam, for når teknikken spillede, var der vitterligt intet at ønske sig mere fra hendes fornemme vokal.
Flere gange lykkedes det bandet at skabe den der helt klassiske fællesskabsfølelse blandt publikum, som var indstillet på både den klassiske armbølge fra side til side og spontankrammeri, da ’Last Man on Earth’ blev leveret, som stod Rowsell i det britiske højland. Et nummer, hvis inspiration fra en hjerteskærende hymnetradition og en stadionrockende trommeopbygning i den grad fik vækket kærlighedshormonerne.
Ulven Alice hylede, og Roskilde hylede med.