Er ulven kommet?

Populær
_XTD9335
_XJD9864
_XJD9591
_XJD9959
_XTD9156
_XTD9253
_XTD9409
_XTD9435

Wolf Devil lignede noget fra en sløj sydvestjysk dilettantforestilling, komplet med sjove parykker og pude-tyk mave, da de endelig livedebuterede på High Voltage. Men var det sjovt?

Kunstner
Spillested
Dato
15-05-2021
Trackliste
The Serpent Shall Eats The Sheep Of Jesus
Psychowolf
Metal Till We Die
Every Night
Christmas Devil (Party With)
Devil Horns
Buy Our Merch
Real F*cking Danish Metal
The Saddest Metal Year
Planet Rock
Metal, Succes & Money
Fuck You All
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

I et øjebliks anfald af Riesling-foranlediget kækhed var jeg letsindig nok til at takke ja til et faustisk tilbud om en entré til det (udsolgte) Wolf Devil show på High Voltage i lørdags mod at skrive noget om det. Så kan jeg lære – det kan jeg selvfølgelig overhovedet ikke – at holde mig fra vidunderlig tyskerjuice og mistænkeligt indladende Devilution-fotografer. Provinsiel som jeg er, så er en aftale en aftale, og trods almen søndagsfortrydelse får I her mit indtryk nedfældet.

Når jeg nu alligevel skulle ende foran ulvens scene, hvilken scene skulle så være mere passende end High Voltages sælsomt tiltalende anakronisme af en L.A.-leopardvest-bandana-og-ubehjælpsom-eyeliner-kælder. Wolf Devil lugter langt væk af en stikpille til metalklichéer, og High Voltage er indbegrebet af en (vellykket) kliché på en metalbar. I sangen “The Saddest Metal Year” begræder de f.eks. pandemiens lukning af kælderen og i øvrigt Copenhell, som dermed elegant bliver sat i samme klichébås. Det er faktisk lige før det lugter af veldrejet satire. Det var det desværre ikke denne aften.

Med bedrifter som at have trollet store dele af Danmarks lettere fladpandede metalmiljø på EDB-nettet, gjort folkedansere utrygge og fået et thrashband til at slå op, har Wolf Devil allerede bevist en vis berettigelse, og jeg var spændt på, om joken kunne nå et nyt niveau med afsætning i aftenens show, og om det måske endda ville være startskuddet til et ekstra kapitel i satire-trolderiet.

Det forfængelige håb brast dog hurtigt, da bandet gik på scenen og lignede noget fra en sløj sydvestjysk dilettantforestilling iført sjove parykker og pude-tyk mave. Jeg mindes faktisk ikke at have set sløjere optrin uden for forsamlingshuse syd for Kongeåen. Håbet vendte dog flygtigt tilbage, da forsangeren startede med det for Wolf Devil karakterisk-uduelige nasale “Nghee hee” grin, som vel nærmest er blevet et vartegn for dem, men da min glæde over grinet havde lagt sig, var der intet tilbage for mig at komme efter (udover øl og at charme sig ind på de lokale).

Musikken er præcist lige så kedelig på en scene, som den er på Youtube, og bandets tilstedeværelse gjorde hverken til eller fra i forholdet til den satiriske kvalitet. Fremføringen af tidligere nævnte triste ballade og en gæsteoptræden af en eller anden type iført afbleget hår og nattøj (må have været en fra Artillery, Cabal eller tilsvarende københavnerier) var det tætteste på højdepunkter på en ellers gennemført flad kurve af en parodikoncert.

Er Ulven så kommet (og faldet i søvn) eller hvad? Hvis dette skulle have været kulminationen på Wolf Devil-foretagendet, var det mislykket. Vitsen blev hverken værre eller bedre af at blive fremført på en scene, og hvis den skal blive ved med at have relevans, skal der gåes en anden vej. Om Wolf Devil har mere at byde på, tør jeg ikke gisne om, men der var intet lørdag aften, der tydede på det. Vi får se. Måske er det mig, de får til at tude/slå op næste gang, og så får piben unægteligt en anden lyd, men indtil da, så tak for denne gang. Det var sjovt, så længe det varede.