RMF 2019: Piratmerch og røvballehegn
Populær
World War 5 hyggede sidstedagen på Royal Metal Fest i gang med gratis merchandise, solid bøllet dødsrock og glædelige gensyn med flere vigtige personligheder fra den danske metalhistorie.
“Jeg havde sat et vækkeur i morges, det har jeg aldrig før gjort på en lørdag!”
Selv for en aldrende dødsmetalguitarist er det presset at skulle spille et lokalt show på det ugideligt tidlige tidspunkt kvart over to om eftermiddagen. Men World War 5’s Lasse Bak var ikke alene om at have det hårdt over at skulle stå op ved middagstid. Næppe mere end 100 personer er dukket op for at opleve det relativt nye orkester bestående af aldrende metalkræfter, der netop har færdiggjort en debutplade, som forhåbentlig snart ser dagens lys.
For vi er glade for, at han trods alt er dukket op, ham Lasse Bak. Sammen med bandets anden guitarist Tore Mogensen udgjorde han guitarduoen på historiens, efter denne anmelders ydmyge mening, bedste danske metalplade, Illdisposeds ’There’s Something Rotten … in the State of Denmark’. Garneret med erfarne nuværende og tidligere medlemmer fra bands som Barcode og Hell’s Domain var der dermed en solid basis for at skrue forventningerne til World War 5 op. Bevares, det var nogle efterhånden særdeles voksne herrer, der stod klar til at åbne festivalen lørdag, men som sagt også en kvintet med CV’erne i orden.
Omgivet af bandets hjemmelavede genbrugsmerchandise, det vil sige andre orkestres T-shirts dækket over af et stencileret World War 5-logo foran og påskriften ”The Stodder Collection” bagpå, der hang over alt på scenen, trykkede World War 5 pedalen i bund fra start. Stilende var tilnærmelsesvist groovy dødsmetal garneret med mere hardcore-inspirerede råbevokaler fra den tidligere Barcode-frontmand Knud Lind, hvilket hjalp til at give bandet et mere tungrocket udtryk.
Og mens forsangeren selv omtalte bandet som et ”røvballeband”, var publikum anderledes positivt stemt. Der var masser af luft og energi i vokalerne, musikken havde sine mid tempo breaks og rigelige mængder groove placeret strategisk korrekt i sangene, så bandet formåede at bevare et musikalsk momentum koncerten igennem, uden at det blev monotont at høre på. Og så er Tore Mogensen altså en lead-guitarist, som metalscenen i Danmark burde have hørt meget mere til, end tilfældet er. Han er en fremragende musiker og gav flere gange smagsprøver på soli, som sjældent er hørt bedre herhjemme siden førnævnte Illdisposed-plade.
Mellem numrene blev der hygget med uddeling af de hjemmegjorte band-shirts til stor underholdning for det enten tømmermændsramte eller stadigt bagstive publikum, og bandet skyndte sig lige at forhøre sig, om der nu skulle være nogen blandt publikum, der havde et pladeselskab? For debuten er altså færdigindspillet, så nu skal nogen bare udgive den. Hele oplevelsen, der ikke løb op i meget mere end en halv times tid, osede af hygge, overskud, jokes, som kun fulde folk griner af, og samtidig en habil gang bøllet melodødsrock fra et band, der vidste præcis, hvad de lavede, og forhåbentlig finder manden med pladeselskabet engang snart.