RMF 2019: Storslået lørdag
PopulærDet var Asphyx, Alkymist og Suffocation, der gav de bedste koncerter om lørdagen på Royal Metal Fest 2019, og især hollænderne brændte igennem.
Andendagen på en festival er altid hård. Folk har festet igennem dagen før, så krop og sind er allerede på forhånd en smule slidt, at vågne op føles lidt som at være en mobiltelefon, der kun er ladet op til omkring 35 %
Man ved godt, at man ikke kan fyre den af fra start til slut, men derimod er nødt til at vælge sine kampe og fokusere sin energi, hvor man føler, den gør mest nytte. Den benhårde prioritering fik flere bands at føle denne lørdag, da det gode vejr uden for Voxhall, Atlas og Radar trak mere end enkelte musikere gjorde. Ikke mindst fordi det var hyggeligt at sidde på det grønne græs i godt vejr, godt selskab og nyde enten vin fra vinbaren eller medbragt øl fra den Netto, der bogstavelig talt ligger 15 meter fra Atlas.
Nuvel, lørdagen blev startet, og det var bl.a. World War 5, der fik sparket løjerne i gang, og de gjorde det ganske udmærket, som vor anmelder beretter om i anmeldelsen. Dernæst kunne DarkRise og Nordjevel ellers føre det videre om eftermiddagen, hvor det var lidt så som så med opbakningen fra publikum. De armbåndsklædte skulle lige vækkes fra fredagens udskejelser.
Der var dog ved at være godt med mennesker, da Tongues spillede på Atlas, og Ethereal Kingdoms samtidig gav koncert på Radar. Her sidst på eftermiddagen begyndte lørdagen at live op, og de første måltider kunne nydes udenfor. Den Rullende Pølsevogn, der har aarhusiansk menu i form af Crocell Dog på repertoiret, har i år fået konkurrence af en anden madvogn. Her kan købes kebab og falafel. Ligesom med udvidelsen af en ekstra scene på Radar således også en ekstra mulighed for mad udover Netto ved siden af Atlas, Byens Burger over for Voxhall og pølsemanden lige udenfor. Der mangler ikke noget i hjertet af Aarhus.
Det gør der heller ikke, da God Dethroned, Alkymist og Implore spiller. Der bliver leveret udmærkede koncerter, og særligt Alkymist fik trukket al tempo og liv ud af Royal Metal Fest med en god koncert, hvor en blanding af Crowbar og Sleep i den grad fik kendere af genren og bandet op i det røde felt af bar begejstring.
Ikke desto mindre blev de overhalet indenom af hollandske Asphyx. Det er sjældne gæster i kongeriget, og kombinationen af, at vi ikke ser dem her hver dag, og det faktum, at Asphyx også selv var glade for at være her, betød, at det hele gik op i en højere enhed for nu at bruge en tyndslidt kliche. Asphyx leverede ganske simpelt festivalens afgjort bedste koncert. Hold da op.
Det var derfor en noget anden oplevelse at se Decline of the I på Atlas kort efter, mens Tribulation på Voxhall dog stadig kunne gå fra scenen med æren i behold. Så var Urkrafts genfødsel måske til at overskue, men hovednavnet Suffocation skuffede bestemt ikke. Selvom tidspunktet var fremskredent og arbejdede imod amerikanerne, så kløede de på og gav en god koncert for de standhaftige, der havde trodset ømme nakker, ryg og lændemuskler.
Således var lørdagen på Royal Metal Fest 2019 overordnet en succes. Masser af gode koncerter, kun ganske får letforglemmelige af slagsen, og vejret var igen i år med arrangørerne. Hvis man skulle give et råd, så var det måske på en eller anden måde at sørge for, at hovednavnet ikke gik på 00.35 lørdag. Det vil nok betyde, at der enten skal være kortere frikvarter mellem koncerterne på Atlas og Voxhall, eller også skal der kortes ned på koncerternes længde. Måske endda færre bands? Det er dog virkelig at gå i petitesser, for overordnet set var festivalen en succes for publikum. Royal Metal Fest er en velsmurt festival, hvor der er sørget for billige øl, masser af muligheder for at proviantere i yderst bekvem gåafstand af spillestederne og musik i mange forskellige subgenrer. Hatten af for et godt stykke arbejde.
Læs vores anmeldelse af World War 5 her
Læs vores anmeldelse af Nordjevel her
Læs vores anmeldelse af Tongues her
Læs vores anmeldelse af Ethereal Kingdoms her
Læs vores anmeldelse af God Dethroned her
Læs vores anmeldelse af Implore her
Læs vores anmeldelse af Asphyx her
Læs vores anmeldelse af Decline of the I her
Læs vores anmeldelse af Tribulation her
Læs vores anmeldelse af Urkraft her
Læs vores anmeldelse af Suffocation her