Lizzy Tribute

Thin Lizzy fan #1, Lars Schmidt er temmelig vred på den seneste Thin Lizzy tribute-cd. Voldtægt og kærlighed er ikke to størrelser, der sådan tematisk hører sammen. Men ikke desto mindre er det jo, hvad man oplever, når man lytter til tribute-plader, der laves i hyldest til datidens store orkestre. Denne anmelders absolutte yndlingsorkester er Thin Lizzy, og de kan ikke hyldes nok. Men de kan hyldes forkert, som man har oplevet på den ene Lizzy-tribute efter den anden. Nu er der så kommet en ny af slagsen, og den ryger direkte hen i voldtægtsafdelingen af cd-samlingen.

Det er jo ingen tilfældighed, at Thin Lizzy var de bedste til at spille Thin Lizzy. Alt andet er billige kopier. Få er i tidens løb lykkedes - bl.a. danske Pretty Maids med "Please Don't Leave Me" (som ikke er et egentligt Lizzy-nummer, men fra guitaristen John Sykes' solo-album), John Norum med "Opium Trail" og Bon Jovi med "The Boys Are Back In Town". Og så selvfølgelig Metallica med "Whiskey in the Jar", som holder stort.

Det værste ved de mange tributes er, at de er så hamrende upersonlige. Uvist af hvilken årsag handler det ikke om at fortolke idolerne, men om at læne sig så tæt op ad originalindspilningerne som muligt. Og så går det altså
galt.

Det gør det også på den seneste, "Emerald - A Tribute to The Wild One", som er helt og aldeles uden oplevelser (hvis man ser bort fra Pretty Maids' "Please Don't Leave Me", som vi hørt til hudløshed). Denne er den hidtil mest ringe tribute af den lille håndfuld Lizzy-tributes, der hidtil er udkommet. Den bedste er nogle år gammel og hedder "The Spirit of the Black Rose" og indeholder netop personlige fortolkninger af Philip Lynotts og Thin Lizzys numre, bl.a. med Celtic Legacy, Robin George, Ken Hensley, Randy Bachmann og Tribe of Gypsies.

På den seneste er det dog sjovt, ja nærmest grinagtigt, at høre Six Feet Unders growlende version af "Jailbreak" - hvis altså musikken havde været ordentlig og brutal dødsmetal. "Jailbreak" spillet intrumentalt efter bogen à la midt-70'erne, men med growl. Come on! Gardenians uigenkendelige version af "Got To Give It Up" er interessant - på sin helt egen måde. Primal Fear ("Out in the Fields"), Sinner ("The Sun Goes Down"), John Norum
("Wild One") og Mordred ("Johnny the Fox") slipper nogenlunde hæderligt af sted med forsøget, men det er hverken godt nok eller personligt nok. Og resten holder bare ikke.

Thin Lizzys inspiration er uomtvistelig, men hvor kunne det dog være vederkvægende, hvis man compilede en tribute med rigtigt store bands, som i deres fortolkninger turde stå ved den lyd og det udtryk, de selv har skabt sig. Tænk at høre David Coverdale synge "Still in Love With You".

Jeg gider sgu ikke flere ubehjælpsomme Thin Lizzy tribute-ørkenvandringer. Omvendt får man selvfølgelig lyst til at høre originalversionerne, og det er jo ikke helt galt.