Metallens Mægtige Månemester

Gode gamle Dio er tilbage i noget nær tungeste topform med "Master of the Moon". Den lille mand med den store, store stemme, Ronnie James Dio, er nu på banen med sit tiende "normale" studioalbum, siden han i 1982 forlod Black Sabbath første gang og gik solo. Dio er over 60 år gammel i dag, men er du SÅ færdig, hvor hans stemme dog stadig holder. Og denne gang med den tilføjelse, at Dio har begået et album, der også holder - modsat forrige udspil "Kiling the Dragon", som må betegnes som det absolut mest svage i Dios hårdtslående bagkatalog.

Lidt historie for de sørgeligt uvidende: Dio fik sit gennembrud midt i 1970'erne i Ritchie Blackmore's Rainbow, hvor han bl.a. var med til at give os et af alle tiders bedste heavy metal albums, "Rainbow Rising". Siden blev Ronnie James Dio Ozzy Osbournes afløser i Black Sabbath, hvor han i første omgang var med til at give os de to helt eminente "Heaven and Hell" og "Mob Rules", inden han i 1982 gik solo - og fortsatte med at berige i hvert fald denne anmelders pladesamling. Først med "Holy Diver" og siden "The Last in Line" - to albums hvor Dio rendyrkede den lyd, han både var med til at skabe med Rainbow og med Black Sabbath.

Rainbow-, Blach Sabbath- og Dio-tiden (i hvert fald den første del af den) satte ufatteligt høje standarder for Dios bidrag til heavy rocken, men op gennem slut-firserne og det meste af halvfemserne var hans stjerne dalende i bekymrende grad. Lige indtil han tog hul på det nye årtusinde med den tunge, tunge "Magica", som blev efterfulgt af den deciderede svage "Killing the Dragon" med blot få højdepunkter. Her var det, som om Dio syntes, at han på "Magica" var lige tung nok, og så speedede han sig selv og musikken op på ikke særlig vellykket vis.

På det nye udspil, "Master of the Moon", har Dio til gengæld fundet fem til et godt og røvsparkede miks af tungt og en lille smule up-tempo hard rock og har begået et album, der godt nok ikke når højdepunkterne fra "Holy Diver"-tiden og årene forinden med Rainbow og Black Sabbath. Men han har begået et album, der holder et meget højt bundniveau. Åbningsnummeret "One More for the Road" er en på sine måder ganske knivskarp rocksang og er samtidig det svageste punkt på hele albummet.

Det er de tunge numre, der holder og skaber den reneste Dio-stemning, som undertegnede jo holder så inderligt meget af: Titelnummeret er storladent og episk (som "Lord of the Last Day" fra "Magica"). Det er tungt, dybt og atmosfæresfuldt. "Shivers" er lidt op i tempo, men med et livgivende sejt riff, mens "The Man Who Would Be King" bringer os helt ned i tempo og op i stemning og atmosfære. "The Eyes" er endnu et højdepunkt på et album, man - på grund af "Killing the Dragon" - egentlig ikke forventede sig særlig meget af.

Dio er tilbage og skal på ingen måde sende faklen videre til den unge generation, selv om Tenacious D. egentlig opfordrer ham til det: "Dio, time has come to pass the torch...". Nixen, du! Dio holder, og det er der altså temmelig meget beroligende i.