Nye vinkler på gothic
Updated
Ulrich Wolf finder spændende, lytteværdige ting i norske Tristania Norske Tristania befinder sig i den tunge gotiske ende af metallen, hvor diabolsk growl og kvindelig skønsang mødes, bakket op af tunge, let monotone rytmer, kombineret med lejlighedsvise stille, akustiske indslag. På det nyeste udspil ”Ashes” putter det syv mand m/k store band så endda en tredje vokal ind, der er almindelig mandlig sang.
Om de mange mennesker i bandet gør, at Tristania faktisk får mere ud af den lidt slidte genre end f.eks landsmændene i Theatre of Tragedy, skal være usagt, men det får de! Bandet formår at få både storladenhed á la Therion, dysterhed som My Dying Bride og momentan aggressivitet som et beskidt black metal band. På skæringen ”The Wretched” eksperimenterer de med tre vokaler på én gang og i tilgift en ret progressiv spillestil. Det må siges at tilføje nogle nye elementer i en ellers lidt forudsigelig stil.
Men der er slanger i paradiset og man skal nok være en hardcore gothic-fan for at falde decideret i svime over ”Ashes”. For mens de første tre-fire numre er meget lovende og spændende, så sker der noget. Eller måske nærmere ikke noget. Man har lige hørt sig varm, så begynder det hele at lyde som noget, man har hørt før. ”Ashes” taber pusten så at sige, og de næste skæringer er helt almindelige og forudsigelige.
Samlet set har Tristania med ”Ashes” begået en plade, som delvist giver plads til nye idéer i en stil, der kan forekomme noget fastlåst. Det er en god begyndelse. Så mangler de bare at fastholde det overraskende indtryk over en hel plade.
Om de mange mennesker i bandet gør, at Tristania faktisk får mere ud af den lidt slidte genre end f.eks landsmændene i Theatre of Tragedy, skal være usagt, men det får de! Bandet formår at få både storladenhed á la Therion, dysterhed som My Dying Bride og momentan aggressivitet som et beskidt black metal band. På skæringen ”The Wretched” eksperimenterer de med tre vokaler på én gang og i tilgift en ret progressiv spillestil. Det må siges at tilføje nogle nye elementer i en ellers lidt forudsigelig stil.
Men der er slanger i paradiset og man skal nok være en hardcore gothic-fan for at falde decideret i svime over ”Ashes”. For mens de første tre-fire numre er meget lovende og spændende, så sker der noget. Eller måske nærmere ikke noget. Man har lige hørt sig varm, så begynder det hele at lyde som noget, man har hørt før. ”Ashes” taber pusten så at sige, og de næste skæringer er helt almindelige og forudsigelige.
Samlet set har Tristania med ”Ashes” begået en plade, som delvist giver plads til nye idéer i en stil, der kan forekomme noget fastlåst. Det er en god begyndelse. Så mangler de bare at fastholde det overraskende indtryk over en hel plade.
