Opflasket med Maiden
Populær
Updated
De unge walisere Bullet For My Valentine lyder som om de hørte Maiden-klassikere frem for vuggeviser, dengang de var spædbørn. De unge walisere i Bullet for My Valentine (BFMV) er endnu et godt eksempel på et meget ungt band, som får stor pladekontrakt allerede kort efter, de er trådt ind i tyverne.
Wales har på det seneste affødt både LostProphets og de mere eksperimenterende Funeral for a Friend. Men BFMV minder ikke rigtigt om nogle af deres landsmænd, faktisk er de ved at kunne høre ind under neo-thrash genren, og så alligevel ikke, for BFMV har mange jern i ilden på dette deres andet album. Fx har de lokket Apocalyptica til at skrive og indspille en intro til dette album, ”The Poison”.
I starten af albummet, får man sine bange anelser, for frontmand, Matt Tuck, lyder uhyggeligt forudsigelig og irriterende med sin skønsang, men så bliver han pludselig afbrudt af en guitarsolo, som kunne have hørt hjemme på ”Master of Puppets”. Men - som man lytter sig længere ind på albummet, opdager man faktisk, at netop Matt Tuck kan meget med sin stemme. Det beviser han på et af de mere episke numre, ”4 Words (To Choke Upon)”. Den ”Triviumske” thrash kan høres på førstesinglen, ”Suffocating Under Words of Sorrow (What Can I Do?)”, med de Maiden-agtige guitarharmonier.
Maiden-harmonierne gennemsyrer i øvrigt hele albummet, og som det er tilfældet med Trivium, er det en fornøjelse, at høre disse ”småbørn” hylde idolerne, som herskede for ca. 20 år siden, da disse bandmedlemmer stadig lå i vuggen. Leadguitaristen Padge er en anden af BFMV’s forcer, men også Matt Tuck’s originale røst gør BFMV til et af Storbritanniens mere interessante nye bands.
På trods af alle de rosende ord, må undertegnede lige tilstå, at det alligevel er ret svært virkelig at begejstres over BFMV, for det er altså stadig et problem, at der er så mange af ”den her slags bands” på scenen for tiden. BFMV har fået kontrakt hos selveste Sony, og interessant er det da et se, at de helt store selskaber nu også begynder at satse på metallen.
Det skal blive spændende at følge de unge walisere, og alderen vil uden tvivl modne dem, og gøre dem til et endnu federe band… Indtil videre må de tage til takke med ”bare” at være endnu ”et af de her bands”. Dog hører de til i den fornuftige ende af skalaen.
Wales har på det seneste affødt både LostProphets og de mere eksperimenterende Funeral for a Friend. Men BFMV minder ikke rigtigt om nogle af deres landsmænd, faktisk er de ved at kunne høre ind under neo-thrash genren, og så alligevel ikke, for BFMV har mange jern i ilden på dette deres andet album. Fx har de lokket Apocalyptica til at skrive og indspille en intro til dette album, ”The Poison”.
I starten af albummet, får man sine bange anelser, for frontmand, Matt Tuck, lyder uhyggeligt forudsigelig og irriterende med sin skønsang, men så bliver han pludselig afbrudt af en guitarsolo, som kunne have hørt hjemme på ”Master of Puppets”. Men - som man lytter sig længere ind på albummet, opdager man faktisk, at netop Matt Tuck kan meget med sin stemme. Det beviser han på et af de mere episke numre, ”4 Words (To Choke Upon)”. Den ”Triviumske” thrash kan høres på førstesinglen, ”Suffocating Under Words of Sorrow (What Can I Do?)”, med de Maiden-agtige guitarharmonier.
Maiden-harmonierne gennemsyrer i øvrigt hele albummet, og som det er tilfældet med Trivium, er det en fornøjelse, at høre disse ”småbørn” hylde idolerne, som herskede for ca. 20 år siden, da disse bandmedlemmer stadig lå i vuggen. Leadguitaristen Padge er en anden af BFMV’s forcer, men også Matt Tuck’s originale røst gør BFMV til et af Storbritanniens mere interessante nye bands.
På trods af alle de rosende ord, må undertegnede lige tilstå, at det alligevel er ret svært virkelig at begejstres over BFMV, for det er altså stadig et problem, at der er så mange af ”den her slags bands” på scenen for tiden. BFMV har fået kontrakt hos selveste Sony, og interessant er det da et se, at de helt store selskaber nu også begynder at satse på metallen.
Det skal blive spændende at følge de unge walisere, og alderen vil uden tvivl modne dem, og gøre dem til et endnu federe band… Indtil videre må de tage til takke med ”bare” at være endnu ”et af de her bands”. Dog hører de til i den fornuftige ende af skalaen.
Kunstner
Titel
The Poison
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter