"Håbet" er hørt før

Populær
"Håbet" er hørt før

Efter sigende skulle engelske Glamour of the Kill allerede inden denne debutskive have etableret sig med en stor fanskare, men Devilutions anmelder melder sig ikke i flokken.

Titel
The Summoning
Dato
24-01-2011
Distributør
Karakter
1

Enhver, der har prøvet at skulle prøve at skrive sådan en promoskrivelse, der skal følge med den musik, man med stort håb sender ud til anmelderne i verden, ved at den slags ikke er helt let. Hvor går grænsen mellem selvfedme og begejstring for sit eget værk?

Men det går jo noget lettere, når man har nogle fede citater fra pressen at trække på allerede. Således siger Kerrang!:

"Glamour of the Kill er et af Englands mest lysende unge håb".

Jaså. Men hvad så med Bullet for My Valentine? Burde de ikke krediteres, da de 11 tracks på Glamour of the Kills debutalbum, så åbenlyst bygger på den samme mikstur?

Ja, ikke nok med det. Man har også benyttet de samme teknikere, Jeff and Ginge, som Bullet for My Valentine har benyttet til 'The Poison' med Colin Richardson.

Musikken taler sit eget sprog

Men nok om det, for musikken vil helt af sig selv fortælle, om der er noget om ordene. Og det lægger da også godt ud, hvis man vil have sine guitarer i luftig lyd med et pop-omkvæd med en så stærk melodi, at man nynner med allerede ved første lyt.

Det bliver bare lidt kedeligt med den lidt nasale vokalmelodi, der gennem pladen prøver at forføre lytteren i letfordøjelige melodier. Der er også den mere brølende vokal på pladen, men produktionen er så blid, at det virker mere dumt end ondt.

Den melodiske heavy og rock står for skud - som nævnt akkurat som hos Bullet for My Valentine - men der går også lidt party i det. Hør bare 'Army of the Dead' eller især 'Lost Souls', der begge minder om noget, som Devilution-skribent Molin anmeldte sidste år: Taking Dawn. Her føltes det bare mere ægte end i Glamour of the Kills sammensurium. Sammenligningen skal findes i melodierne og på koret.

Andre steder - når riffene bider en bette smule og stortrommerne er på arbejde - kan sporadiske spor af Trivium anes. Men det er for sent: det rykker ikke.

Og har presseskrivelsens andet citat, denne gang fra Metal Hammer, så ret i, at bandet er "et nyt crossover fænomen"? Nej, for det her er fandeme ikke fænomenalt!