Letmetalliske fornøjelser

Letmetalliske fornøjelser

De var bestemt ikke det hårdeste band på festivallen, men der er nu alligevel en fin, melodisk finesse i Bullet for My Valentines guitarriffs.

Dato
18-06-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

"Åh, nej" var reaktionen for mange, da Bullet For My Valentine som det sidste band blev offentliggjort. Da bandet ofte sammenlignes med noget så for metallen fy-fy, nemlig emo, så var det måske heller ikke det smarteste træk at tage offentliggøre dem sidst i stedet for tidligere, for nogle folk havde jo troet, at det nærmest var et hovednavn, som ventede.

Men når det så er sagt, så er det svært ikke lade sig rive bare lidt med af bandets melodiske letmetal, der har guitarriffet i fokus, som det altid har været meningen i heavy metal. Iført en ærmeløs Cancer Bats t-shirt leverede den walisiske frontmand et fint show, dirigerede publikum og styrede stolt sin guitar til vellyd, der i sine bedste stunder kan få en til at tænke på Iron Maiden.

Der var rigtig gang i pitten foran scenen - som det forholdt sig med musikken, så var det måske i en "light" version, så der var ikke rigtig risiko fra skrammer, men pulsen kunne man nemt få op, og skægt var det. Flere deltagere løb mange runder, mens specielt en enkelt tøs må huskes for at flashe sine patter. Tak for det, det var underholdende!

Bassisten var måske mere pop-punk end metal, men der blev i den grad headbanget på fornem metallisk vis af guitarist Michael Paget, og sammenholdt med fede leads og lækre melodiske riffs, så vil det være uretfærdigt ikke at hive Bullet for My Valentine ud af emo-kassen. Metal er jo ikke altid - og skal heller ikke altid være - så ondt som Morbid Angel. En god guitar skal man ikke takke nej til.

Den fest, bandet og publikummet nærmest scenen skabte, var en fornøjelse at være med til. Underholdningen var i top, musikken ganske glimrende, omend ikke banebrydende. Godt og solidt - hverken mere eller mindre.