Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Plastikpudler

Updated
Plastikpudler
Ifølge Anders Molin er bandnavnet ikke det eneste sted, hvor det kikser for svenske The Poodles. De svenske pudler er pladedebuterende med en udgivelse, der allerede har solgt platin i hjemlandet, og det må siges at være ganske imponerende. Men jeg kan ikke umiddelbart bedømme hvorfor, for selvom jeg absolut intet har i mod hairmetal, og forguder bands som Europe, så er The Poodles ikke fede, men bare irriterende.

Bandet kan godt spille, og sanger Jacob Samuel har en god stemme - og selvom han ikke er god teknisk, bruger han dog stemmen rimeligt, og leadguitarist Pontus Norgren kan skam krølle den seks-strengede på fornem vis. De kan bare ikke skrive særligt fede riffs, verset består for det meste af en hurtigt glemt pumpende guitar og de melodiske omkvæd er uden den kant, der kunne fjerne det fra at være popmusik tilsat lidt larm fra guitar og trommer.

Et eksempel på dette er singleudspillet ”Night Of Passion”, der nærmest er så konstrueret fængende, at det bliver klistret lyserød plastisk pop.

Det virker som om The Poodles er gået alt for bevidst efter at lave en plade, der kan begå sig på radioen og derfor har syltet bandets mere rockede sider, hvilket i øvrigt gør det svært for dem at lave op til deres eget udsagn om at ”Metal Will Stand Tall”.

Derfor er der også blevet plads til den kvalmende ballade ”Song For You” og ret ligegyldig version af Ultravoxs 80'er pophit ”Dancing With Tears In My Eyes”, der trækker kraftigt ned i forhold til de få momenter på pladen, der faktisk er rock – eller metal, hvis man skal være flink.

Kunstner
Titel
Metal Will Stand Tall
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
1