Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Superstylet debut

Populær
Updated
Superstylet debut
Rockstjerne-attituden er i orden når Towers Of London forsøger at vælte verden, men albumdebuten er ikke helt på højde med ambitionerne, skriver Anders Molin. Med debutpladen "Blood, Sweat and Towers" gør engelske Towers Of London klar til at overtage verden med deres glam og punkagtige rock. Bedømt ud fra pressematerialet tror både band og pladeselskab virkelig også på det, og samtlige bandmedlemmer er stylet i en sådan grad, at de allerede nu ligner Hollywoodrockstjerner fra de glade 80'ere.

Men skal jeg være helt ærligt, så tror jeg ikke på dem. Ikke at deres debutalbum er nogen ringe udgivelse, det er faktisk ganske godt håndværk - det er bare ikke så meget mere end det.

Der er egentlig ikke nogen svage punkter på denne debutplade. Gode sange, gode omkvæd, gode riffs, en god og rimeligt karismatisk sanger, et godt sammenspillet energisk band - og jeg kunne blive ved med bandets gode sider, hvis det altså ikke var fordi, det aldrig rigtigt bliver bedre end godt. Der er intet vanvittigt klimaks, intet tidspunkt, hvor musikken strømmer ud af højttaleren og vælter lytteren og ikke nogen deciderede super-ørehængende træffere på radiohitniveau at vælge i mellem, og ganske symptomatisk for skiven, så er det mest mindeværdige nummer, når "Fuck It Up" leveres i en akustisk version.

Efter en del gennemlytninger stiger pladens kvalitet dog en del, og kan den ikke vælte verdens hitlister, så er det i hvert fald et hæderligt stykke arbejde fra et ungt band. Og hvis englænderne får lov til at lave en opfølger, så vil der kunne høres en betydelig udvikling, for som jeg hører det, har bandet et stort potentiale. Det kommer bare ikke rigtigt til sin ret på "Blood, Sweat and Towers".

Selvom pladen altså ikke tager lytteren med storm, på samme måde som denne anmelder blev bjergtaget af debutpladen fra The Darkness, så tror jeg dog, at der er håb for de engelske tårne. Der er nemlig en god portion energi i bandet, og live kan jeg godt forestille mig at oplevelsen er af en helt anden kaliber. Towers of London har trods alt varmet op et par gange for Axl'n'Roses i løbet af sommeren.

Titel
Blood, Sweat and Towers
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
3