Profeter i pærevælling
Updated
Britisk rockpresse hyper Lostprophets, men deres nye album imponerer ikke vor anmelder. I den engelske presse er man for tiden tydeligt frustreret over, at der går for lang tid mellem opfostringen af de store, banebrydende bands, som slår igennem uden for landets grænser. Derfor vælger de to største rock/metal magasiner - Kerrang! og Metal Hammer - jævnligt at ”hype” et bestemt band gennem skyhøje anmeldelser og konstant omtale. Et af de bands der pt. gennemgår den proces er walisiske Lostprophets. Desværre lever sekstetten mildt sagt ikke op til ”hypen” med deres andet album ”Start Something”.
Som tidligere nævnt, holder musikken til tider ganske godt, men Lostprophets kan ikke helt finde ud af, hvad det er de vil. Der lægges fint ud på førsteskæringen ”We Still Kill The Old Way”: Stærke riffs og melodiske omkvæd. Forsanger Ian Watkins har en stereotyp stemme som bliver assisteret af diverse råb fra andre bandmedlemmer.
Albummet som helhed er et overflødighedshorn af forskellige musikgenrer. Det ene øjeblik lyder Lostprophets som Faith No More, herefter Fear Factory, for lige pludselig at ende som en dårlig kopi af Good Charlotte... Ja! Det kan lade sig gøre! På ”We are Godzilla, You Are Japan” er det hardcore punk-genren der udforskes. Man skulle tro, at bandets seks medlemmer alle har villet noget forskelligt under indspilningerne.
Titelnummeret giver et godt billede af den forvirrende genre-miksning: Den pompøse produktion - leveret af Eric Valentine (QOTSA, Good Charlotte, Smash Mouth) – får sågar bandet til at lyde som Muse, og hovedriffet er mere eller mindre planket fra førnævntes ”Stockholm Syndrome”, og sangen slutter med en stille klaver-outro, overhovedet ikke ulig Faith No More’s ”Epic”! ”Hvad???”, tænker man…
Lostprophets forvirrer, og de fleste af sangene virker unødigt pumpet op af, eller drukner i symfoni-orkestrering og synthesizer-effekter. Man bliver simpelthen træt af at høre på det, fordi sangene flyder sammen i én stor pærevælling og ikke er til at rykke fra hinanden.
Som tidligere nævnt, holder musikken til tider ganske godt, men Lostprophets kan ikke helt finde ud af, hvad det er de vil. Der lægges fint ud på førsteskæringen ”We Still Kill The Old Way”: Stærke riffs og melodiske omkvæd. Forsanger Ian Watkins har en stereotyp stemme som bliver assisteret af diverse råb fra andre bandmedlemmer.
Albummet som helhed er et overflødighedshorn af forskellige musikgenrer. Det ene øjeblik lyder Lostprophets som Faith No More, herefter Fear Factory, for lige pludselig at ende som en dårlig kopi af Good Charlotte... Ja! Det kan lade sig gøre! På ”We are Godzilla, You Are Japan” er det hardcore punk-genren der udforskes. Man skulle tro, at bandets seks medlemmer alle har villet noget forskelligt under indspilningerne.
Titelnummeret giver et godt billede af den forvirrende genre-miksning: Den pompøse produktion - leveret af Eric Valentine (QOTSA, Good Charlotte, Smash Mouth) – får sågar bandet til at lyde som Muse, og hovedriffet er mere eller mindre planket fra førnævntes ”Stockholm Syndrome”, og sangen slutter med en stille klaver-outro, overhovedet ikke ulig Faith No More’s ”Epic”! ”Hvad???”, tænker man…
Lostprophets forvirrer, og de fleste af sangene virker unødigt pumpet op af, eller drukner i symfoni-orkestrering og synthesizer-effekter. Man bliver simpelthen træt af at høre på det, fordi sangene flyder sammen i én stor pærevælling og ikke er til at rykke fra hinanden.
Kunstner
Titel
Start Something
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter