På rette kurs igen

Trivium har altid været store Metallica fans, men en tour med Machine Head har også haft positiv indflydelse. De unge knægte i Trivium skuffede de ældre metalfans og –anmeldere en anelse med deres forrige skive ”The Crusade”. Ikke fordi det var en decideret dårlig skive – det modviste salget til de unge fans jo - snarere fordi der var set et enormt potentiale i bandet efter ”Ascendancy”. I stedet valgte Heafy og følge at sætte Metallica og især Hetfield-inspirationen alt for langt frem i sangskrivningen og ”The Crusade” så lidt ud som et plagiat.

Nu er det tid igen til nyt i form af ”Shogun”. Et album produceret af Nick Raskulinecz (Foo Fighters, Stone Sour mfl.) og mixet af geniet Colin Richardson. Denne anmeldelse skal dog ikke tale mere om lyden, da det modtagne promo-materiale indeholder et rå-mix, der heldigvis lyder ganske godt alligevel.

Heftield-tendensen på vokalen er ikke helt lagt til side for sanger og guitarist Heafy. Umiddelbart er der blevet mere plads til ren, melodisk sang og så noget mere rå galde. En blanding som det også lod sig høre på Ascendancy.

Op til dette album deltog Trivium i en tour med Machine Head, der netop havde haft stor succes med ”The Blackening”. Og det album synes også at have givet ynglingene lidt at lære. Riff-opbygningen er af og til ikke helt ulig i sin måde at sammenbygge melodi med brutalitet. Derudover er det et riff-o-rama uden lige. Riff på riff drønes der derudaf. Både som hørt hos Machine Head men også den evige tilbedelse af Metallica har skyld i dette.

Til trods for at være skrevet på landevejen er det et meget gennemarbejdet album, når man først kommer ind under de mange riffs og soli albummet er prydet med. Gruppen arbejder på en for thrash-genren uvant vis med korarbejde og det fungerer fantastisk og instinktivt fængende, når det fungerer. Andre steder lyder det som børnesange.

Instrumentalt er bandet uovertrufne. Samspil mellem bas og trommer sidder perfekt og de mange soli og melodiske leads bliver udført overbevisende.

Et skridt op i forhold til ”The Crusade”. En udvikling fra ”Ascendancy” men heller ikke en fuldbyrdet modstander hertil. I denne anmelders snart 30-årige øjne en plade, der igen giver håb for kommende klassiker metalalbums fra Trivium, så bandet ikke kun skal levere populær musik til teenage-værelserne og så glemmes når fans’ne indtræder i de voksnes rækker.