Rytmiske angreb med en god tyngde

Med denne solide debut vil Scamp ikke længere kun være på nationale læber. Så kom den endelig! Danske Scamp overraskede positivt ved sent på natten at trænge igennem en ellers solid brandert hos undertegnede til afterpartyet efter DMeA i 2005. Tonerne dengang var meget lovende, og dette selvom bandet måtte spille uden bassist. Der er blevet øvet godt i årene, der er gået og den fortjente pladekontrakt bringer nu dette fornemme album ud til lytterne.

Når man sådan skal sælge sig selv til en verden, der endnu ikke har om Scamp, så smider bandet trumfkortene med det samme: åbneren "Dilemma" og den efterfølgende "A Familiar Word" er verdensklasse-metalsange, og derved er man hooked med det samme.

Stilen er aggressiv, teknisk og rytmisk udfordrende metal a la Fear Factory og Meshuggah. Men hvor Fear Factory i mange år har lydt dvaskt og kedeligt uden bund og Meshuggah måske af og til glemmer, at det også kan være fedt at have memorable riffs, så har Scamp en tyngde, der fænger.

De nævnte to topbaskere består af Mikael Rises hysteriske vokal, der lyder hardcore-inspireret mens guitarerne står for lidt melodi i fede, psydeliske passager i flere lag med et tykt lag af effekter på guitaren. Det er interessante lydflager, men det skal ikke forstås sådan, at bandet er übermelodisk; nej, der er også masser af inciterende rytmiske angreb, der ligger tight ovenpå stortrommernes drillende rytmer og rytmeskift.

Når det ikke er guitarerne, der står for de melodiske sidespring, så gør vokalen det. Der er således også ren vokal og denne er glimrende varieret. Mikaels råb/skrig er mindre nuanceret, men hans rene vokal spænder fra mellemtone sang til noget halvt rappet a la Limp Bizkit. Hør fx "Pros and Cons", der også byder på jungle-agtige trommer og didgeriidoo.

Der er et par numre på albummet, hvor lytteglæden ikke holdes helt så intakt som på pladens bedste numre, og man irriteres kortvarigt af den hysteriske vokal, men – vupti – så dukker der endnu en vinder op.

Produktionen fortjener et par ord. Der er produceret hos Ziggy i Zigzound og mastereret af Tue Madsen. Der er kommet en fed tyngde i, hvilken er en præstation i en genre, hvor trommerne er i front og guitarerne ikke må mudre den mindste smule, for at det det bærende rytmiske fundament ikke falder sammen. Hos fx Fear Factory er det altid gået ud over tyngden, men denne lyd er lyden, amerikanerne burde have søgt.

Det ser bestemt internationalt lovende ud for Scamp.