Seks finner og en svensker
Updated
Mors Principium Est spiller svensk melodød med en tvist, mens Dan Swanös Demiurg cementerer genrens velkendte træk. Svensk melodød á la Gøteborg-opkog udført af seks finner. Så kort kunne 3. album fra Mors Principium Est beskrives, men faktisk har bandet en relevans og er ikke blot en ubetydelig skygge af de store bands indenfor den efterhånden noget imiterede genre.
Den melodiske dødsmetal er tilføjet en snert thrash, lidt samples og keyboards samt virtuose guitarsoli. Albummet er utroligt godt varieret. Det første nummer efter introen er en rigtig energibasker med ekstremt fængende guitarmelodier, der herefter afløses af et nummer med godt med samples, der giver et lille ”flashback” til det helt tidlige Rammstein.
Udover, at bandet forstår at skifte udtryk uden at flagre vildt omkring i øst og vest, så skal forsanger Ville Viljanen også fremhæves. Hans fede skrig/growls og hidsige snerren varierer musikken på fornem vis.
”The Distance Between” bryder med det generelt hurtige tempo og leverer et fandens tungt nummer med et brutalt omkvæd. Albummet afsluttes med et instrumentalnummer, hvor der lires i god Children of Bodum/Stratovarius stil. Man skal jo ikke benægte sig den finske baggrund.
Karakter (på 13-skalaen): 10
Demiurg – "Breath of the Demiurg" (Mascot Records/Target)
En af de store personer på den svenske dødsmetalscene har været Dan Swanö, der har været med i et utal af projekter, men måske nok er mest kendt for sin indsats i Edge of Sanity og i det nu genoplevede Unisound studio. I Demiurg spiller han trommer og keyboards og har stået for produktionen, men bandet er nu skabt af Rogga Johansson (Paganizer m.fl.), der sang lead-growl på Edge of Sanity’s ”Crimson II”.
Musikken her er old school svensk død, som det lød i start-90'erne. Let melodisk uden at være Gøteborg-stilen, og så har lidt groove også sneget sig ind. Tempoet er som Bolt Thrower, dvs. holdt nogenlunde i midtempo, men produktionsmæssigt er det engelske band heller ikke forkert at sammenligne med.
Rogga har et sublimt fedt growl og står også for flere fede riffs. Det er en absolut lytteværdig skive, der dog ikke tilfører noget nyt til genren, men blot cementerer de bedste træk i denne velkendte genre.
Dan Swanö er et multitalent, men undertegnede må alligevel beklage sig over trommespillet. Det er alt for simpelt. Fedt, at der er plads til musikken, så den ikke drukner i trommelir, men der er for få detaljer i hans spil, og det gør, at det i længden er lidt kedeligt at lytte til.
Den melodiske dødsmetal er tilføjet en snert thrash, lidt samples og keyboards samt virtuose guitarsoli. Albummet er utroligt godt varieret. Det første nummer efter introen er en rigtig energibasker med ekstremt fængende guitarmelodier, der herefter afløses af et nummer med godt med samples, der giver et lille ”flashback” til det helt tidlige Rammstein.
Udover, at bandet forstår at skifte udtryk uden at flagre vildt omkring i øst og vest, så skal forsanger Ville Viljanen også fremhæves. Hans fede skrig/growls og hidsige snerren varierer musikken på fornem vis.
”The Distance Between” bryder med det generelt hurtige tempo og leverer et fandens tungt nummer med et brutalt omkvæd. Albummet afsluttes med et instrumentalnummer, hvor der lires i god Children of Bodum/Stratovarius stil. Man skal jo ikke benægte sig den finske baggrund.
Karakter (på 13-skalaen): 10
Demiurg – "Breath of the Demiurg" (Mascot Records/Target)
En af de store personer på den svenske dødsmetalscene har været Dan Swanö, der har været med i et utal af projekter, men måske nok er mest kendt for sin indsats i Edge of Sanity og i det nu genoplevede Unisound studio. I Demiurg spiller han trommer og keyboards og har stået for produktionen, men bandet er nu skabt af Rogga Johansson (Paganizer m.fl.), der sang lead-growl på Edge of Sanity’s ”Crimson II”.
Musikken her er old school svensk død, som det lød i start-90'erne. Let melodisk uden at være Gøteborg-stilen, og så har lidt groove også sneget sig ind. Tempoet er som Bolt Thrower, dvs. holdt nogenlunde i midtempo, men produktionsmæssigt er det engelske band heller ikke forkert at sammenligne med.
Rogga har et sublimt fedt growl og står også for flere fede riffs. Det er en absolut lytteværdig skive, der dog ikke tilfører noget nyt til genren, men blot cementerer de bedste træk i denne velkendte genre.
Dan Swanö er et multitalent, men undertegnede må alligevel beklage sig over trommespillet. Det er alt for simpelt. Fedt, at der er plads til musikken, så den ikke drukner i trommelir, men der er for få detaljer i hans spil, og det gør, at det i længden er lidt kedeligt at lytte til.
Kunstner
Titel
Liberation = Termination
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter