Solo-tørkens endeligt

Symphorce's guitar soli en er en fordybelse værd. Lars Schmidt anmelder bandets nye cd, "Twice Second". På et tidspunkt, hvor det er ved at være oppe over, at nu-metallen genopfinder sig selv, synes metallen at være klar til at vende tilbage til sine rødder med guitaren som det styrende element. Således er det også med tyske Symphorce, der på deres fjerde udspil "Twice Second" er ganske guitarbærende, men omvendt også holder fast i det lidt rå udtryk, som nu-metallen er garant for.

Firserne er metallens arnested, og firsernes metaludtryk var karakteriseret både af forrygende guitarspil og af høje og til tider skingre vokaler. Og det er Symphorce også. Men der er så meget mere i Symphorce. Der er tale om tung og halv-progessiv powermetal med temposkift. Et metalunivers båret oppe af nogle beskidte og alligevel melodiske og knivskarpe guitarriffs. Symphorces styrke er den fortættede energi. Det er hårdt. Det er tungt, og det er sine steder dejligt thrashet og råt. Bandets leadguitarist Cédric "Cede" Dupont er en fordybelse værd. Han kan de tunge riffs, de melodiske mellemspil, og så kan han altså banke nogle soloer af, der gør, at man efter mere end ti års solo-tørke synes, at
metallen atter er på vej i den rigtige retning.