Genrebordet fanger til sidst
Tyske Symphorce laver det store selvmålsbenspænd på egne ambitioner om at være progressive.
2. Until It's Over
3. Sorrow in Our Hearts
4. Whatever Hurts
5. The Waking Hour
6. Visions
7. The Last Decision
8. The Mindless
9. Worlds Seem to Collide
10. Do You Ever Wonder
Fra Stuttgart kommer Symphorce, der selv mener at gøre sig fortjent til en benævnelse som værende et progressivt metal og/eller rock-band, men hvordan det progressive kommer ind i musikken, kan denne anmelder på ingen måde gennemskue. Men genrer er bare ord og ikke musik, og derfor kan det sådan set være ligegyldigt, hvis det fungerer. Det gør det heldigvis også i perioder.
Symphorce satser stærkt på melodier og enkle hooklines i omkvædet, en fyldigt fængende guitar, og to og fire trommer i Rammstein-stilen, hvilket i de fleste tilfælde er et kløgtigt valg af Sydtyskerne. Man kan måske ikke pege på deciderede hits, men sange som 'Until It's Over' og 'The Waking Hour' har da syng-med-potentialet, og det samme gælder indledningen 'The Eternal'.
Den store stilforvirring
Skal man alligevel vælge at hænge dem op på det progressive, så er det her at Symphorce gør sig fortjent til en middelkarakter. Der bliver altså tænkt for lidt nyt, og et par samples og keyboardintro er måske det eneste der fjerner dem fra at være rendyrket og meget klinisk hardrock.
Man savner lysten og modet til at gå nye veje - til at turde lave noget vildt og overraskende, og selvom eksempelvis guitarhåndteringen ikke fejler noget, undrer det alligevel, at de ikke gør mere ud af melodiske mellemstykker. Og hvorfor Symphorce ikke bruger længere tid på at opbygge en stemning, men bare springer direkte ud i vers og det tilhørende omkvæd? Det er ikke særligt progressivt, og desværre også både kedeligt og forudsigeligt.