Stålet er blevet koldt

Populær
Stålet er blevet koldt
Hammerfall har forceret udgivelsen af deres nye album, "Treshold", der mangler glæde og energi, mener en ellers stor fan af bandet. Sad to say, men de svenske true metal guder Hammerfall, der om nogen med stolthed og et glimt i øjet har holdt metalfanen rigtig højt, virker som en flok metaltrætte krigere på deres nye album ”Threshold”. Stålet er blevet koldt.

Der er ikke rigtigt noget, der bider til på ”Threshold”, som sine steder virker lidt for uinspireret. Eller også kan de bare ikke presse de charmerende klicheer mere? Jeg ved ikke lige, hvad der er galt, men det kan sagtens være, at melodierne bare ikke er så skarpe, som de plejer og at riffene kører i tomgang.

Det kan også meget vel være, at albummet slet ikke er gennemarbejdet nok, at numrene ikke er stærke nok. For et faktum er det, at ”Threshold” udkommer mindre end et år efter bandets seneste, ”Chapter V: Unbent, Unbowed, Unbroken”, og for et band, hvor rituel genbrug af klicheer nærmest er en dyd, kan et lille år altså sangtens være alt for lidt.

Man kan ikke kritisere Hammerfall for, at der ikke er noget nyt. For det skal der altså ikke være! Det er jo for helvede det, der er meningen. En rendyrkelse af de gamle, sande metalliske dyder. Men når man rendyrker, skal man gøre det ordentligt, tålmodigt, for ellers virker det altså for fladt. Og det er måske det, ”Threshold” gør. Det er en lidt flad, gennemtygget affære.

Så hvad er det, der mangler? Altså, der er masser af riffs, high speed trommespil, skrig og skrål, soloer. Men den højspændte energi, som fra slutningen af 90’erne og frem til for et par år siden, var det, der bar Hammerfalls klichéfyldte stil hjem, mangler. Sæt ”Threshold” op imod ”Crimson Thunder” (2002) og læg især mærke til energien og glæden. Hammerfall sprudler ikke nok igennem, og det kan måske være her, skoen klemmer?

Det er i hvert fald mit bud. Jeg er skuffet, men inden skuffelsen får lov til at kontrollere for meget, så må det altså lige understreges, at ”Threshold” på ingen måde er en dårlig oplevelse. Der er smæk på, og vi får jo alt det, vi gerne vil have af tråd og bulder og brag. Bandet kunne bare godt have været lidt længere tid om det. Det er jo nærmest, som om det høje produktionstempo har drænet Hammerfall for energi.

Enkelte rigtig okay numre er der da på albummet, og det er de lidt mere tunge af slagsen. Især afslutningsnummeret ”Titan” (med et åbningsriff, der dufter rigtig meget af Pretty Maids og ”Red, Hot & Heavy”), men også ”Carved in Stone”, når med deres tyngde noget længere ud end resten af det meget hymneprægede materiale på ”Threshold”.

Men nu må vi se. Hammerfall kommer til Store Vega 18. januar, og det er her, testen kommer til at stå. For live er Hammerfall altså monsterstærke. Dén koncert glæder jeg mig til. For så kan det være, at de spiller nogle af ”de gamle”

Kunstner
Titel
Threshold
Distributør
Forfatter
Karakter
3