Stadig øverst på tronen
PopulærEt album med en pondus og vilje, der er de færreste bands med snart 25 år på bagen forundt.
02. The Way We Choose
03. Light In The Dark
04. I Am What I Am
05. Tugging At Your Heart
06. A Dreaded Pursuer
07. To Be Dealt With
08. On A Clouded Morning
09. No More Devil To Show
10. The Plan
11. Life Equals Zero
12. Reversed
Illdisposed har været ekstraordinært aktive på udgivelsesfronten, siden det hele begyndte med debutalbummet ’Four Depressive Seasons’, der så dagens lys i 1993. Siden er det gået støt fremad for bandet, der med godt to års mellemrum er vedblevet at spytte album ud og efterhånden har været ude i mange tænkelige, og enkelte utænkelige, musikalske retninger, med blandede modtagelser til følge.
Med ’With The Lost Souls On Our Side’, der deler titel med afslutningsnummeret på ’Four Depressive Seasons’, er det ikke bare titlen, der indikerer, at Illdisposed søger helt tilbage til begyndelsen. Også 'Life Equals Zero' og 'Reversed' fra debutalbummet er blevet genindspillet til lejligheden og findes på digipackversionen som bonusmateriale.
Samtidig er det nok kun gået de færreste lyttere forbi, at Illdisposed valgte at udgive kongepladen ’1-800 Vindication’ på vinyl for kort tid siden, og på mange måder er tilbageblikket og længslen tilbage tydeligt manifesteret i bandets udtryk på 'With The Lost Souls On Our Side', selvom bandet har gennemgået en del skift på medlemssiden.
Frontmandens styrke
Hvor vidt det faktisk er udskiftningen, der med stor kraft har manet Illdisposed tilbage til det sikre og det absolut bedste, de kan – den tunge og drevne dødsmetal, hvor akkorderne er dybe og trommerne intimiderende hårde – vides ikke.
En anden, men ikke uvæsentlig faktor er, at Bo Summers formåen som frontmand er så gennemsyret af format og signatur. Han har slet og ret en vokal man ikke kan diskutere med. Til koncerterne bliver den somme tider leveret af en mand med svingende energi, men styrken i stemmen er den samme, og selv når Hr. Summer er træt, så "bli’r det som Bo vil ha' det!" (citat: Bo Summer. Find flere Illdisposed-quotes her), og bundniveauet er tårnhøjt.
Så meget at det skinner endnu mere igennem på plade, hvor intensiteten er konstant, og mixningens forunderlige verden bakker optimalt op om Subwooferen dybde. Bo Summer er et unikum i dansk metal. Sådan er dét bare.
Også sidstankomne Kim Langkjær Jensen (Koldborn, ex-Dawn Of Demise) skal nyde stor ros for sin insisteren og skarphed bag tønderne. Hans præstation er absolut vigtig for, at Illdisposed er oppe på deres tidligere høje plan.
De symfoniske og elektroniske elementer, der i perioder har præget dødsmetalbandet, er på prisværdig vis ignoreret til fulde, og ’With The Lost Souls On Our Side’ fremstår som en vredladen, nedstemt og prustende tung nutidig version af Illdisposed, som de lød i fordums tid.
Illdisposed vedbliver at genskabe musikhistorie på egne vegne med et stærkt album, hvor især 'No More Devil To Show' stikker ud som et ubetinget højdepunkt. Knæl og køb!