Svensk power i klassisk, tysk stil

Anders Molin anmelder Frequency. Svenske Frequency spiller power metal i den klassiske tyske stil. På dette debutalbum piskes der derudaf med pumpende guitarer og tikkende dobbeltstortrommer fra start til slut, ganske som det forventes af et band i den genre. Men det gøres til gengæld også hamrende kedsommeligt. Sanger Glenn Laurén, der lyder som en dårlig udgave af Ralf Scheepers (Primal Fear), og han virker alt for anstrengt, når han skal kaste sig ud i det høje toner. Bedre bliver det ikke af at albummet også har en fatal mangel på fængende omkvæd - noget som normalt er bærende i power metal.

Så solo og melodistykke-fronten går det lidt bedre. Rent teknisk kan bandets to guitarister altså sagtens krølle strenge på en overbevisende måde. Igen mangler man dog noget der fænger. Der er for meget skalafræs og alt for lidt melodi.

Selvfølgelig er det ikke lutter jammer. Svenskerne kaster en del gode guitarriffs fra sig, og generelt må det siges at sammenspillet er rigtigt godt. Det ændrer bare ikke ved at Frequency ikke imponerer på denne debutplade, fordi sangskrivningen er forsømt til fordel for de tekniske finesser.