Tilbage til det brutale

Det nye Illdisposed-album trækker i rigtig retning, mener Casper Villumsen. Og måske indeholder det en tidsbonus? Nyt pladeselskab og ny, gammel stil. Ja, selvmodsigende, men sådan er det. Man kunne jo tro at stilen med lidt ren sang, samples og keyboards, som på de to foregående succesfulde albums, skulle genbruges. Det ville jo være den sikre vej.

Men nej, bandet er blevet fanget af tidens tone, hvor metal igen gerne må være brutalt. Således er der klare paralleller til 1997 klassikeren ”There’s Something Rotten…”.

Albummet er indspillet i ”first/one-takes” for at få mere dynamik i forhold til de mange, alt for perfektionistiske udgivelser. Som sådan, finder jeg lydforskellen i forhold til de sidste par plader svær at høre. Lyden er blot god og rigtig ”Illdisposed”.

Der er en god rød tråd sangene igennem – det er på godt og ondt, for det hele lyder fedt, men der er heller ikke numre, der skiller sig synderligt ud fra de andre. Bo Summers vokal er ondere og dybere end det længe er hørt, og det står atter klart, hvorfor hans kælenavn er ”subwoofer”. Det er måske næsten for ondt til musikken? Nej sgu', det er et Illdisposed-varemærke, og derfor fedt, at det er penslet endnu tydeligere ud.

Den omtalte røde tråd er især det gode flow. Krydderiet - den særlige forkælelse for ørerne - må siges, at være pladens mange fantastiske, melodiske og catchy guitarleads. Eksperimenter, som på de to forrige albums savnedes lidt, da der køres lidt for sikkert og simpelt derudaf.

Men bestemt (endnu) et solidt album. Ikke det bedste fra bandet, men i nærheden. Og det skulle ikke undre, hvis det her faktisk er et album, der vil vokse med tiden, men deadline er nu og ikke om et halvt år, så køb albummet og se om der er tidsbonus.