Kort og godt: Screamo, dommedag og ... landbrug?

Kom så makker. Du ved hvad klokken slår. Det er tid til at rulle … en ny omgang EP’er udover læserne.

Vi er tilbage med en frisk servering (NB: “frisk” er en relativ beskrivelse. I det her tilfælde kan du roligt indtage det, men vi vil ikke anbefale samme tilgang til sushi.) af EP’er og splits til læserne. Vi kommer rundt omkring i både Europa, USA og wherever Tyrkiet ligger i denne omgang. Genrer er der også en del af, så det er præcis som vi ved I kan lide det. God fornøjelse.

Gel + Cold Brats – Shock Therapy

Gel spiller bare hardcore. Nuvel, de lægger nogle lækre, måske lidt pikkede licks ind over, men i grunden er det bare fed, politisk hardcore fra New Jersey.
New Jersey overses alt for ofte, især efter Bon Jovis falmen, men den blå skjortekrave høres temmelig tydeligt i det meste musik, der kommer derfra og således også i Gel, der med Joe Average-tilgang til personlige problemer og dårlige venner blæser igennem deres side af splitten i hæsblæsende tempo.
Omtrent lige så ligetil er rumænske Cold Brats, der står for den anden side af splitten. Her er der lagt vægt på helt klassisk punkrytmik kombineret med absolut elendig produktion og en vokal, der lyder som om den kommer fra en skraldespand. Altså fremragende, forstås.


End + Cult Leader – Gather & Mourn


“Holy motherfuck!” var det eneste, der løb gennem mit hovede, da jeg først hørte ‘Gather & Mourn’, for det her er noget af det tungeste shit, jeg har hørt længe. Det var der, hvor ansigtet fortrækker sig i en grimasse mellem fæl afsky og tomhjernet liderlighed. Ends ‘And Eden Will Drown’ er tung og ækel – hardcore direkte fra verdens undergang, og hold nu op, hvor er det fedt. Når de sender den slags på gaden, kan man blive endnu mere træt af at have misset deres show på Stengade tidligere i år.
Cult Leader brøler også igennem – på en god måde, men med lidt mere dødsmetal smidt i blandingen, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Lukkeren ‘Long Shadows’ er vild og sej og næsten lige så fucked up som Ends.


Chloe Dancer - Chloe Dancer EP
Et sted mellem Deafheaven og Slowdive møder vi Chloe Dancer. Ulig meget andet i samme nabolag, er det især trommerne, der repræsenterer det tunge i denne kombination og det giver en interessant vinkel på den efterhånden godt tilgåede blackgaze. Den buldrende tyngde er interessant at have med og skaber noget nyt.



Plein de vie. – Koltuk De​ğ​neklerinden Kanatlar Yapmak
Plein de vie. er tyrkisk og spiller lo-fi screamo på netop tyrkisk. Det er jo ikke i sig selv nok til at være interessant, men tungemålets, for mig fremmedartede fremtoning bidrager alligevel til at en følelse af noget ret spændende.
På EP’ens fem skæringer er de også rigtig gode til at balancere den velskregne vokal med lidt mere post-hardcorede melodiforløb. På andet track har de en god kombination af hakkede chugs og flyvske guitarstykker, ligesom der eksperimenteres med tremolo riffing og rolige, nærmest Kowloon Walled City’ske langsomt opbyggende seksstrengspassager på det sidste, enormt store track, hvis titel kan oversættes til “friheden i horisonten, vil måske aldrig gøre os lykkelige”, hvilket er en ekstremt screamo titel. Generelt handler lyrikken om fremmedgørelse, om afmagt og om undertrykkelse, og det er ekstremt interessante perspektiver at få ud fra Erdogans pseudodemokratiske jernnæve.


Gospel – MVDM
Et tyve minutter langt syretrip af et et prog-synthwave-hardcore-track, der bryder med alle rammer. Det er hvad Gospel, der ellers plejer at spille mere ud af posen – som på den også gode ‘The Loser’ fra tidligere i år – byder på, på denne genfundne særlighed af en udgivelse. Hele spektret, fra Rush over tidlig Carpenter Brut og til klassisk, brøle-hardcore, så dækker de det hele. Sangen er efter sigende en fast del af deres liveoptræden, siden de skrev den for femten år siden, men gik kold i, hvor mærkeligt det blev, og den er først nu blevet udgivet med indspillingshjælp fra Converges Kurt Ballou.


Agriculture – The Circle Chant
USBM med pedal steel guitar, orgel og saxofon, bygget over begrebet “religiøs ekstase” og med et fokus på jordbrug og – på en eller anden måde – havet? Ja, why the hell not.
Ekstase i religiøs sammenhæng, er når man opnår en ændret sindstilstand på baggrund af for eksempel meditation eller “spirituelt nærvær”. Det er sådan noget, der får folk til at tale i tunger eller rode med slanger på måder, man bestemt ikke bør. Og det fungerer ret fedt i black metal-sammenhæng. Har man, som undertegnede en forkærlighed for den amerikanske midtvest og bakkeland og kan man lide at kombinere det med rå guitarer, er der klart noget at komme efter hos den californiske kvartet, der må siges ellers at være på geografisk udebane. Der er lagt i kakkelovnen til mere, må man sige.