Når ENDen er nær...

_XTD3427
_XTD3286
_XTD3221
_XJD3215
_XTD3142
_XTD3161

Efter flere udskydelser fik vi endelig lov til at opleve den amerikanske supergruppe END – og nu skylder de. De skylder en stor tak til det enorme arbejde, Rot Away og Lifesick lagde for at gøre tirsdag til en fredag. 

Kunstner
Titel
+ Lifesick + Rot Away
Spillested
Dato
10-05-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

De historiske vingesus opleves oftest på de små, intime spillesteder. Energien, intensiteten og et bands forhåbninger, man som publikum til tider kan være så heldig at opleve. Sveden, der løber ned af ryggen i en tæt forsamling, mens man lader sig rive med, i hvad der føles som et kort øjebliks fordybelse og flugt fra virkeligheden. Det er her, vi oplever de magiske øjeblikke og får et potentielt indblik i det næste store.

Når dine venner er irriterende og ikke gider slås
Tirsdag aften var magisk og intens – selvom vi næppe ser Rot Away, Lifesick eller END stå øverst på nogen af de prominente festivalers plakater, nogensinde. 

Det var tirsdag, men det var en god koncert. Også selvom publikum var hverdagstriste og hellere ville stå nede bagved mixerpulten. Der hvor man helt komfortabelt kan være hardcore, uden at komme til skade. Der var jo også et arbejde dagen efter. En modsætning til sidst vi oplevede Rot Away og Lifesick sammen. På Warpigs, hvor det hele var et smukt mix af elendig akustik, vanvid, kaos og blod - og lørdag.

På Stengade var der mindre vanvid, færre venner, der løftede hinanden, færre opråb om stagedives og i det hele taget mindre kaos. Men der var mulighed for at få en sko, arm eller dreadlock i ansigtet. De fem-seks stykker, der var hardcore nok til at byde Rot Away godaften og senere farvel, gjorde det upåklageligt. Bandet selv ville gerne, men det var nu engang tirsdag.

Lifesick havde mere held i sprøjten – eller publikum havde sprøjtet mere fadøl i ansigtet. Intensitetsniveauet fik et tryk, pedalen blev sat på thrash-mode, og som sædvanlig formåede det jyske band at skabe momentum. Godt hjulpet på vej af Jacob Bredahl, der nok mente, at der var lidt for få helte i front – og de der var, stod for stille. Intet en stor mand i sneplovs-mode ikke kan ændre på. Flyt dig eller bliv flyttet. 

Det hele hjalp. Det blev varmt, publikum kom lidt nærmere - det skulle de, der var ingen diskussion. Et par stykker fik en arm i hovedet og det hele begyndte at dufte af hardcore-koncert. Af intensitet, adrenalin og sved. Lifesick kan noget unikt. Hvor Rot Away har en harsk dunst af old school NY hardcore, får vi med Lifesick et metallisk thrashelement, der skaber nuancer og variation. På én gang fængslende og frastødende. Frastødende godt.

Når tirsdag bliver til fredag
Under de to danske bands visit på scenen viste Stengade sig fra sin pæne side. Lyden var måske ikke den bedste, men de forskellige, højpotente breakdowns stod skarpt, og hvad andet har man egentlig brug for til en hardcore koncert? De to danske indslag formåede ikke at gentage kaosset på Warpigs, men til gengæld kunne man da høre hvad der skete på scenen. 

Hertil havde den danske hardcore-pakke fin succes med lige præcis det, der var deres foretagende: at sætte publikum i det rette gear. Tre numre efter END gik på scenen, sejlede gulvet. Fadøl og dansk potens havde haft sin effekt – amerikanerne skulle blot sætte kronen på værket.

Kronen blev presset ned over værket, speederen blev tilsvarende presset helt i bund, og der blev den gennem hele koncerten.

Der var få pauser og få pusterum gennem ENDs elleve numre lange sæt. En koncert, der rev det sidste ud af publikum, hvor de få, der havde moshet igennem siden Rot Away, var tæt på tælling i en omvandrende døs, baseret på væsketab og manglende sukker.

Hvad der indledningsvist lignede en tirsdag-koncert, med den akutte mangel på charme og energi, det normalt har, endte som et magisk øjeblik. Det øjeblik, hvor publikum kommer helt tæt på et band – et band vi måske aldrig ser i Danmark igen, og hvis vi gør, bliver det sandsynligvis ikke på en scene som Stengade.

Counterpartsforsanger Brendan Murphy leverede præcist den energiudladning og intensitet, man kun kunne håbe på. Will Putnet spillede, så man et øjeblik glemte Fit for An Autopsys seneste udladning af håbløst plagiat, og Hay Pepito fremstod som inkarnationen af hardcore. Det var intet mindre end en fornøjelse.

’Chewing Glass’ var ren krudt, ’Absence’ fik sveden til at løbe ned mellem ballerne og ’Necessary Death’ pressede den sidste del energi ud af alt og alle. END leverede en magt-demonstration af en performance. En succesfuld koncert, hvor amerikanerne især kan takke deres danske ’core-brøde for et hårdt og frugtbart forarbejde.