Ud af nu metallen
Updated
Hoobastank har retning mod et mere perosnligt udtryk på deres nye album, "The Reason".
De hårde sange er blevet hårdere, og de bløde er blevet blødere. De unge nu rockere med det underlige bandnavn, Hoobastank, som slog voldsomt igennem med det selvtitlede debutalbum fra 2001, er på banen igen - nu med opfølgeren "The Reason". Et album, der er lidt af begge dele, det hårde og det bløde, men som - selv om det lyder selvmodsigende - faktisk har fået mere retning end debuten. Hoobastank er simpelthen ved at skabe sig et udtryk. Og udtrykket handler i første omgang om den gode melodi.
Hoobastank er lige så lidt metal, som f.eks. Staind er det. Men det er lidt i boldgaden alligevel. Hoobastank har adopteret nu metallens tunge guitarriffs, de til tider ganske smægtende melodilinjer og aggressiviteten.
Men så aggressive er Hoobastank nu heller ikke. Der er mange akustiske guitarer, og den glimrende sanger, Doug Robb, synger nogle gange lige dejligt nok til, at vi kan kalde det her et "hæviband". Men rock er det. Og det lever fint - i hvert fald meget bedre end den noget stressende og forvirrende debut-cd.
Hoobastank startede midt i halvfemserne som et gymnasieband i LA-området. De er unge med de unge, men på "The Reason" kan man godt mærke, at "alderen trykker". Hoobastank er blevet mere modne og voksne. Det behøver ikke gå så stærkt og hidsigt til den længere. Man kan godt dvæle og fordybe sig lidt i den gode melodi og den til tider lidt melankolske sindstilstand, som
eksempelvis på det fine titelnummer og på et albummets bedste numre, "Lucky", der er noget Staind- og Alice in Chains-agtigt. Ikke at det gør noget. Den episke, stille og følsomme
"Disappear" holder også vand.
Går vi lidt over i den hårde afdeling, møder vi albummets første single, "Out of Control", som starter guitarfint og blæser over i et støjrocket omkvæd. Et nummer, som vil kunne rykke fint MT-f*****g-V. På "Just One" er vi sammesteds, masser af energi i guitarerne og god rock og rul lidt à la Green Day, lige som åbningsnummerets titel "Same Direction" signalerer, hvor vi er henne rent musikalsk.
Sanger Doug Robb er ganske glimrende. Han synger faktisk godt. Hans stemme passer så strålende til den på én gang melankolske og energiladede ungdommelige nu metal stil, men det er så afgjort trommeslager Chris Hesse, der musikalsk holder helheden sammen. Tag et par timer derhjemme med opvask, rengøring, madlavning eller andre gøremål, mens "The Reason" kører løs, og
du vil høre, at den trommeslager faktisk er ganske fremragende.
"The Reason" er en udmærket plade, men den er ikke banebrydende. Den bringer ikke nu metallen ud af sin dødvande. Tværtimod bringer den Hoobastank på vej ud af nu metallen og over mod et mere personligt udtryk. Hoobastank vandt meget på energien på debuten. På opfølgeren vinder de mere på den melankolske og mere afdæmpede side, hvor det er åbenlyst, at de fire unge gutter indeholder evnen til at skrive den gode og holdbare melodi.
De hårde sange er blevet hårdere, og de bløde er blevet blødere. De unge nu rockere med det underlige bandnavn, Hoobastank, som slog voldsomt igennem med det selvtitlede debutalbum fra 2001, er på banen igen - nu med opfølgeren "The Reason". Et album, der er lidt af begge dele, det hårde og det bløde, men som - selv om det lyder selvmodsigende - faktisk har fået mere retning end debuten. Hoobastank er simpelthen ved at skabe sig et udtryk. Og udtrykket handler i første omgang om den gode melodi.
Hoobastank er lige så lidt metal, som f.eks. Staind er det. Men det er lidt i boldgaden alligevel. Hoobastank har adopteret nu metallens tunge guitarriffs, de til tider ganske smægtende melodilinjer og aggressiviteten.
Men så aggressive er Hoobastank nu heller ikke. Der er mange akustiske guitarer, og den glimrende sanger, Doug Robb, synger nogle gange lige dejligt nok til, at vi kan kalde det her et "hæviband". Men rock er det. Og det lever fint - i hvert fald meget bedre end den noget stressende og forvirrende debut-cd.
Hoobastank startede midt i halvfemserne som et gymnasieband i LA-området. De er unge med de unge, men på "The Reason" kan man godt mærke, at "alderen trykker". Hoobastank er blevet mere modne og voksne. Det behøver ikke gå så stærkt og hidsigt til den længere. Man kan godt dvæle og fordybe sig lidt i den gode melodi og den til tider lidt melankolske sindstilstand, som
eksempelvis på det fine titelnummer og på et albummets bedste numre, "Lucky", der er noget Staind- og Alice in Chains-agtigt. Ikke at det gør noget. Den episke, stille og følsomme
"Disappear" holder også vand.
Går vi lidt over i den hårde afdeling, møder vi albummets første single, "Out of Control", som starter guitarfint og blæser over i et støjrocket omkvæd. Et nummer, som vil kunne rykke fint MT-f*****g-V. På "Just One" er vi sammesteds, masser af energi i guitarerne og god rock og rul lidt à la Green Day, lige som åbningsnummerets titel "Same Direction" signalerer, hvor vi er henne rent musikalsk.
Sanger Doug Robb er ganske glimrende. Han synger faktisk godt. Hans stemme passer så strålende til den på én gang melankolske og energiladede ungdommelige nu metal stil, men det er så afgjort trommeslager Chris Hesse, der musikalsk holder helheden sammen. Tag et par timer derhjemme med opvask, rengøring, madlavning eller andre gøremål, mens "The Reason" kører løs, og
du vil høre, at den trommeslager faktisk er ganske fremragende.
"The Reason" er en udmærket plade, men den er ikke banebrydende. Den bringer ikke nu metallen ud af sin dødvande. Tværtimod bringer den Hoobastank på vej ud af nu metallen og over mod et mere personligt udtryk. Hoobastank vandt meget på energien på debuten. På opfølgeren vinder de mere på den melankolske og mere afdæmpede side, hvor det er åbenlyst, at de fire unge gutter indeholder evnen til at skrive den gode og holdbare melodi.
Kunstner
Titel
The Reason
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter