Strimlet overgrebsmand

castrator

Old-school dødsmetal om Malala Yousafzai og klamme typer i forskellige tilstande af lemlæstethed

Kunstner
Titel
Defiled in Oblivion
Dato
22-07-2022
Trackliste
1. Dawa of Yousafzai
2. Tormented by Atrocities
3. Befoul My Existence
4. Inquisition Sins
5. Voices of Evirato
6. Forsaken and Deprived
7. Sinister Mind
8. Purge the Rotten (Ones)
9. Tyrant's Verdict
10. Countess Bathory (Venom cover)
Forfatter
Karakter
4

Opskriften er egentlig ganske enkel. Her, tredive år efter Cannibal Corpses misogyne mesterværk, ‘Tomb of the Mutilated’, er det utroligt, den ikke er blevet undersøgt dybere. For i mange, mange år har det været utroligt nemt at høre om organer, der flås ud af diverse kropsåbninger på sagesløse kvinder, for ikke at tale om forskellige genstande, der kunne indføres i samme.

Men det har været meget, meget sjældent at finde bands, der sang om at skære mandlige kønsorganer i skiver eller adskille dem fra deres ejermænds kroppe, trods den tydelige parallel. Bevares, vi har da behandlet Apricitas her på siden, og det er ikke helt uhørt, men alligevel er det tematiske område underbelyst. Kvinder har måske bare ikke helt så meget interesse i den slags ækelheder som teenagedrenge har. Fred være med det.

Men nogen, der overordentlig godt kunne tænke sig at filetere, kastrere, mutilere og på anden vis mishandle dem, der i så lang tid har fantaseret om det modsatte, er Castrator. New York-kvartetten spiller amerikansk dødsmetal af den gamle skole, der tager fat i den grumsede verden fra et kvindeligt synspunkt, hvilket viser sig i den grad at udstille, hvor besynderlig den slags lyrik egentlig er.

Malala
Når Cannibal Corpse synger om splattede tendenser, er det fri fantasi og horror-fantasier, men når Castrator gør det, bliver det straks politisk. Dette er i sig selv ganske interessant og noget man kunne bruge meget tid på at tænke over. Hvorfor er det lige pludselig et andet budskab, når det er kvinder, der fantaserer om drab og tortur, end når det er mænd? Det stikker ned i et meget dybere spørgsmål i vores samfund, hvilket også bliver tydeligt allerede fra første skæring. ‘Dawa of Yousafzai’ indledes med et sample af den pakistanske ligestillingsforkæmper, nobelpristager og attentatoverlever Malala Yousafzais ikoniske tale, hvor hun forklarede, hvordan hendes oplevelser kun har gjort hende stærkere og givet hende drivkraft til at kæmpe.



De stærke ord danner grundlaget for hele sangen, der kommer til at tjene som manifest for ‘Defiled in Oblivion’. Kvinderne i Castrator gider ikke mere pis. Præcis ligesom Malala Yousafzai. Og al den modgang de har oplevet, vender de til modstand. Malala er blevet et symbol for mange unge kvinder, og Castrator tager samme energi med ind i musikken.

En musik, der i øvrigt er overmåde brutal, og hvor lyrikken i åbningsnummeret overrasker ved at være mere modstandsstykke end splatterscenografi – hvilket står i modsætning til det meste af resten af pladen.

Musikalsk er vi i old-school dødsland. Med én fast guitarist og hele tre session-guitarister er grunden lagt for Death-, Autopsy- og Obituary-worship. Og det bliver der gjort. Det fungerer dog udmærket, selvom der er nogle noodly guitarpassager, der bliver lidt for meget for en anmelder som undertegnede, der som regel gør sig i tremoloriffs, men i kontekst fungerer det, for Castrator sælger den samlede pakke så godt, at man køber den.

Clarissa Badinis vokal er tung, led og ækel og bærer os godt igennem. Den er også dødsmetalmonoton, og derfor er det skønt, når der eksperimenteres med lidt hæsere raspen på ‘Inquisition Sins’, for eksempel, der tilføjer lige det element af blacket ondskab, der skubber sangen over kanten.



På mange måder ville ‘Defiled in Oblivion’ være en ganske udmærket dødsmetalplade, hvis den kom fra et hvilket som helst andet band. Men jeg skal ikke kunne sige, at jeg ville have lyttet til den, min genreskepsis taget i betragtning.

Men det at vende en hel genres konventioner på hovedet, tage dem som gidsel og til sidst gøre dem til ens egne er så pissesejt, at man om ikke andet skylder at give det et lyt. Og hvis man er tilhænger af denne rådne gamle lyd – hvilket de mange ‘Extremely Rotten Death Metal’-arrangementer kunne tyde på, at mange var, er der simpelthen ikkke nogen undskyldning for ikke at lytte til ‘Defiled in Oblivion’. Selv Venom-coveret til sidst – hvilket ærligt talt fremstår en kende smiskende – formår kvartetten at gøre til deres eget og spille ekstremt sejt.

Og “ekstremt sejt” er nøgleord her. For Castrator er ekstremt seje. På den gode måde.