Ugens Monsterdrøn

Spændende sange og fede kontellationer på Roadrunners 25 års jubilæumsalbum, "The All Star Sessions". "Fem kvarter i ren fryd," jubler vor begejstrede anmelder. Roadrunner Records sidder uomtvisteligt sikkert på toppen af metallabels – et selskab, der om nogen har været stilskabende og trendsættere. Derfor skulle selskabets 25 års jubilæum fejres på en uhørt og genial måde. Løsningen blev at sammensætte fire "kaptajner", der skulle skrive numre, som skulle indspilles med et valgfrit hold af musikere fra Roadrunners udgivelsesmæssige fortid, nutid og fremtid.

De fire kaptajner, der er valgt er Rob Flynn (Machine Head), Dino Cazares (ex-Fear Factory), Matthew Heafy (Trivium) og Joey Jordison (Slipknot), og det er der kommet en alsidig plade ud af med mange forskellige facetter, og dog alligevel en rød tråd.

Rob Flynn har skrevet fire sange til projektet og har som den eneste valgt alliere sig med de samme instrumentalister på alle sange og nøjes med kun at skifte sangeren ud i hver sang. Flynn leverer fire sange af høj klasse, hvor cd’ens åbningsnummer "The Dagger" med Howard Jones (Killswitch Engage) på vokal er et uovertruffent monsterrykkende nummer, der minder mere om sangerens band end kaptajnens eget.

Stilmæssigt er de fire sange i tråd med hinanden af en høj standard. To hårde, hurtige numre og to, hvor der også lukkes lidt stemning ind. Max Cavalera (Soulfly) gør det fedt på ”Independent” og Corey Taylor leverer på ”The Rich Man” glimrende skifts fra følsom sang til vredesudbrud, mens stemningsfulde ”Army of The Sun” med Tim Williams (ex-Voice of Disorder) er Flynns anden sikre vinder. Flynn byder på solidt håndværk, dog uden de store satsninger.

Ej heller Dino Cazares har taget opgaven op med at variere så meget mellem sine sange, men igen er resultatet blevet fede sange, indspillet af utroligt dygtige mennesker. Dino benytter flere forskellige musikere end Rob og står for følgende sange ”The Enemy” (vokal: Mark Hunter, Chimaira), ”The End” (vokal: Matthew Heafy, Trivium), ”Baptized in Redemption” (Dez Fafara, Devildriver) samt ”No mass control” (vokal: Christian Machado, Ill Nino).

Tre af Dinos sange er så sandelig metal, men han skuffer med ”The End”, der er mere eller mindre Linkin Park rip-off, selvom der her bydes på fede guitar harmonics fra Logan Mader (Machine Head). ”Baptized…” er Dinos bedste udspil her, groovy thrashet nu metal, mens Christian Machodo i ”No mass…” leverer den bedste vokalpræstation.

Hvor Dino og Rob har spillet sikkert og heller ikke skiftet synderligt i mandskabet på sangene, har både Joey Jordison og Matthew Heafy forstået opgaven som en mulighed for dels at vise egen alsidighed og for at spille med alverdens musikere. Således har Matthew kun en fast mand i tre af sangene, bassist Mike D’Antonio (Killswitch Engage), mens Joey ingen gengangere har overhovedet.

Det har gjort at deres bud er de mest friske på pladen. Matthew byder på ”In the Fire” (vokal: King Diamond), ”Dawn of a Golden Age” (vokal Dani Filth”), ”Blood and Flames” (vocal: Jesse Leach, ex-Killswitch Engage) og “I Don’t wanna be” (vocal: Michael Graves, ex-Misfits).

Matthews valg af sangere illustrerer faktisk glimrende de genrer han har skrevet sine fire numre i. God gedigen heavy med en dansker i topform og melodisk heavy black metal, der med mere keyboard kunne være et vaskeægte Cradle of Filth nummer. Nummeret har endda legendariske Sean Malone (Cynic) på bas. ”Blood And Flames” er gennemført rockende metal med flot sang, der dog tilføjes lidt råben og skrigen hist og pist.

Bedst er nummeret med King Diamond, men mest interessant og overraskende er den poppede punk-rock perle i samarbejdet med Michael Graves på ”I Don’t wanna be”.

Joey er den, som spreder sig mest imellem genrerne. Der er ”Annihilation By The Hands of God” (vokal: Glen Benton, Deicide), ”Tired and Lonely” (vokal: Keith Caputo, Life of Agony), “No Way Out” (vokal: Daryl Palumpo, Glassjaw), “Constitution Down” (vokal: Kyle Thomas, ex- Exhorder) og “Enemy of The State” (vokal: Pete Steele, Type O Negative).

Sublimt dødsmetal i nummeret med Glen Benton, klassisk og alligevel frisk og uden klicheer. Et fortsat samarbejde mellem herrerne på det nummer kunne give det næste store death metal udspil. Ligesom Matthew viser Joey også rocktendenser, dette i ”Tired N’ Lonely”, et udmærket nummer, med et lidt for pop-catchy omkvæd. Daryl Palumpos specielle vokal på ”No Way Out” sikrer, at hans medvirken giver et medrivende fedt punkrocket nummer. Også fedt er metalnummeret ”Constitution Down”, mens nummeret med Pete Steele er flot, men desværre også lidt langsommeligt og kedeligt. Sangen er velplaceret sidst på cd’en.

Konklusion: "The All Star Sessions" er et meget spændende projekt, der er vellykket takket været dels sublimt håndværk og friske eksperimenter. Valget af musikere gør, at man hele tiden finder nye nuancer og karakteristika fra de involverede. Matthew og Joey er vinderne, der turde udfordre sig selv og lytterne i deres valg af sange og musikere.

De fire kaptajner har så absolut valgt at medbringe deres bedste materiale, der i samarbejde med legesyge, superdygtige musikere giver lytteren 5 kvarter i ren fryd.