Falsk macho, ægte mandsmod
Der er ingen, der skal bestemme hvad der er rigtigt for britiske Death Goals, der med knyttede næver kæmper for retten til at være sig selv.
2. A Garden Of Dead Flowers
3. Ultraviolence
4. Loveless
5. P.A.N.S.Y
6. Death Goals In Cursive
7. I Wouldn’t Be Caught Dead (Taking A Bullet For You)
8. If I’m The Enemy Then Who’s The Protagonist?
9. Last Night I Had A Dream About Death
10. Year Of The Guillotine
11. Faux Macho
Der er queer, og så er der queer. Og London-baserede Death Goals er begge dele.
Queer som i underligt er det i den grad. Det er et kæmpe sammensurium af hardcore, metalcore, skønsang og noisiness. Queer som i gay as fuck, som de unge siger, er det også. Og de to elementer kombineret er, hvad vi får serveret på ‘A Garden of Dead Flowers’.
Harry Bailey og Tom Milner, som er de eneste to medlemmer af bandet står for det hele, og skriver både musik og lyrik sammen, men fortæller ellers i et interview, at der er lige så meget, der trækker dem i hver sin retning musikalsk.
Og det er faktisk til at høre på pladen, at det er to meget forskellige hjerner, der står for det. Der bliver trukket i en hyperpoppet retning fra Baileys side, hvilket særligt kommer til udtryk på åbningsnummeret ‘Genderless Clones of Game Show Hosts’, der har reminiscenser af ligeledes britiske Ithaca, der udsendte en mægtig, genreblandende udgivelse sidste år.
Den rene gæstevokal står i stærk kontrast til de to øvrige, som vi går ud fra stammer fra hvert af medlemmerne og den skarpe, mathede metalcoreguitar, der deeter og reeter til højre og venstre.
Som med en stor del af pladen, knytter åbningsnummeret sig op på queer og særligt trans-issues, og i denne sang handler det om kropsdysmorfi og følelsen af at være fanget i sig selv og langsomt blive til intet, fordi man ikke kan være den, man er. Og netop kampen for retten til at eksistere fylder meget. På den ultrabrutale kæmpemosher ‘Death Goals in Cursive’ rettes smerten, der beskrives i åbneren udad, og der kæmpes for netop denne ret.
Det er emner, vi ser komme mere frem i lyset nu end nogensinde før, og man kan kun forestille sig den lettelse det må være, for både Bailey og Milner, men også den store gruppe af mennesker, der hidtil har manglet en stemme at på den måde sætte sig i førersædet og være ledende for aggressionen, fremfor at tage imod og blive udsat for alskens urimeligheder.
I Montana er den demokratiske statsparlamentariker Zooey Zephyr, der er den første, folkevalgte transperson i delstatens historie, blevet udvist fra sin plads og nægtet adgang til talerstolen for at have talt imod kønsbekrædrende behandling til unge transpersoner, og have anklaget sine republikanske kolleger for at “have blod på hænderne”, på baggrund af de forbud, der indføres. Disse tanker gentages i ‘I Wouldn’t Be Caught Dead (Taking a Bullet for You)’, der beskriver tilværelsen som ung LGBTQ-person, og det umådelige had, de udsættes for på daglig basis.
“There will be no survivors / For there is no love in this place /The hatred of mankind / Will send the children to their graves”, synger de, og gentager dermed Zephyrs ord. Mangel på reel behandling er en af de største årsager til selvmord blandt unge queers og denne sang er et stærkt soundtrack til konsekvenserne.
De to separate vokalspor, vi nævnte tidligere, fungerer utroligt dynamisk, og de trækker på samme måde i hver sin retning. Den ene er en relativ almindelig hardcorevokal, der skriges og lægger en knivsæg ned over lyden, mens den anden er mere atypisk. Faktisk har vi kun hørt den én gang før, og det er hos danske SYL.
Den semirene, bjæffende, nærmest spoken-word-agtige vokalpræstation er mere end almindelig interessant og gør, at man som lytter får endnu mere føling med lyrikken, hvilket i Death Goals’ tilfælde er ganske vigtigt.
Titelnummeret er et godt eksempel, der minder enormt meget om danske Benjamin Clemens’, der også formår at kanalisere samme fornemmelse af vigtighed og indtager den musikalske scene med en følelse af at eje den.
‘A Garden of Dead Flowers’ er både en vigtig plade og en god plade. ‘Ultraviolence’ er hæsblæsende og tromlende, det samme er ‘Death Goals in Cursive’, ‘Faux Macho’ er festlig og sjov med syng-med-omkvæd og fællesklap, og generelt er det en god lytteoplevelse. De to musikere formår at skabe en langt større lyd end man skulle kunne tro mulig, og selvom det er bløde værdier, der hyldes, er knoerne lige så hvide og skrammede som hos mere traditionelle hardcorebands.