Ugens Monsterdrøn

Ugens Monsterdrøn
Limp Bizkit overrasker positivt med deres længe ventede album, "Results May Vary". I meget lang tid har den offentlige snak hovedsageligt handlet mest om frontmand Fred Dursts flirter med diverse poptøser fra Britney-baben og op efter (eller ned efter, hvis det skal være på dén måde). Men dags dato er det længe ventede Limp Bizkit album, der er endt med titlen "Results May Vary", kommet på banen, så... enter det musikalske!

Som de fleste musik fans vil vide det, er albummet Bizkits første uden den karismatiske guitarist Wes Borland, der nu er erstattet af Mike Smith (ex-Snot). Albummet har da også været en hård omgang for Fred og fyrene i Bizkit, der har ledt længe efter en erstatning for Wes Borland og som i flere omgange har måtte skyde planlagte udgivelsesdatoer, senest i sommer for at få involveret den nys ankommende Mike Smith i sangskrivningen.

Nu er den lange produktion så endt i et langt album, 16 numre og xx minutter. Stillisisk set har Fred & Co. bevæget sig hen imod en mere bred omgang hard rock med masser af melodi og melankoli og - ahem - modenhed, måske? Jo-da, der er stadigvæk en god del af den groovy og rap betonede rock stil, som da også åbner albummet via første singlen "Eat You Alive" og den tunge og knald kontante "Gimme The Mic", der ligesom sørger for en velafbalanceret overgang fra tidligere tiders Bizkit-albums. Nu er det dog ikke sådan at "Results May Vary" repræsenterer noget revolutionerende stilskifte. Blot har Bizkit fået et mere regulært rock- og heavy touch, ikke mindst via Mike Smiths spændstige spade og Freds mere robuste vokal. Og så er Freds poesi sgu blevet perfektioneret til den indimellem virkelig gyldne.

"Results May Vary" byder på en god samling rock sange, som udvikler sig ganske pænt og solidt efter flere aflytninger og som hænger ganske vel sammen mellem de groovy, uptempoede og maniske numre og så de melankolske og reflekterende raps og langsomme sange. Bedst er Bizkit - og Fred - i de reflektive øjeblikke som den meget flotte og fængende "Almost Over" og den rappede "Lonely World". I førstnævnte filosoferer Fred over hans egen udvikling, blandt andet med de fortrinlige og følsomme linjer: "felt a lot of pain as an older man/I established my name as an older man/people piss in my game as an older man/aint nothin gonna change as an older man." Men Fred kan stadigvæk også bare være frivol og fræk som i "Lonely World", hvor han vender tilbage til tiden som gymnasium-udskud: "I remember high school, man I hated high school/it was like prison with bullies putting me down/just a little skater boy they could pick on/I learned to forgive em, now I got the the balls they can lick on."

Nej, Fred er ikke Microphone Controller for ingenting, og han ruller sig virkelig verbalt ud på "Results May Vary"... og jeps, der er jo også et nummer som "Head For The Barracade", hvor Fred funderer over rollen som lige dele idol og skydeskive: "this world can make your sick to your stomach so I/put on my headphones, listen to the Deftones/its gettin crowded in my spaceship/livin in a dream, runnin from a hate machine".

Jo, der er gået lang tid siden seneste Bizkit-album, så Fred er fuld effekt på "Results May Vary", hvor bandet også musikalsk og pruduktionsmæssigt står ganske kompakt. "Results May Vary" viser Limp Bizkit som et band, der er kommet videre - efter Wes og efter den vældige nu metal bølge, som bandet selv blæste i gang. Limp Bizkit har fokuseret fuldt ud på sangskrivningen, Mike Smith virker som en matchende guitarmester og Fred står frem som en ærlig og følsom fyr med hudløse ord og en hel del på hjerte og absolut ingeting under gulvtæppet.

Limp Bizkit er således vel tilbage på banen igen og "Results May Vary" er en ganske helstøbt plade, selv om hele 16 numre selvklart borger for en del anonymiteter undervejs. Men de stærke sager er i klart overtal her, herunder navnlig de førnævnte "Almost Over" og "Lonely World", men også et nummer som den tungt riffende og - igen - stilligt lyriske "The Only One", den ganske Stone Temple Pilots-agtige "Down Another Day" og den mere funky "Let Me Down" med det fede omkvæd. En okay - omend lidt pudsig - sag er desuden den passionerede og passende 2. single, "Behind Blue Eyes" (en cover version af the Whos gamle hit fra dengang de fleste Bizkits-fans bedsteforældre var unge og i oprør).

Fåk sladderpressen og poptøse-snakken... og lets rock, for Fred & Co. hiver sgu lige et lille, sejt 10-tal hjem på dette album.

Kunstner
Titel
Results May Vary
Distributør
Karakter
4