Ugens Monsterdrøn
PopulærMercenary sender Schmidt til himmels med bandets nye monsterdrønende mesterværk "Architecht of Lies".
2. Bloodsong
3. Embrace the Nothing
4. This Black and Endless Never
5. Isolation (The Loneliness in December)
6. The Endless Fall
7. Black and Hollow
8. Execution Style
9. I Am Lies
10. Public Failure Number One
Så river vi lige en kliché ud af ærmet: De har gjort det igen, de gæve metalliske mænd fra Aalborg og Mercenary – overgået sig selv. ”Architecht of Lies” er album nummer fem, og som de foregående to – ”11 Dreams” og ”The Hours That Remain” – er det en tour de force i knivskarp, voldhård, velspillet og meget, meget melodisk metal.
Igen er det den danske super-producer Jacob Hansen, som er manden bag det stærke lydtapet og det mørke, melankolske univers, som på det nye album er blevet forfinet i endnu højere grad end på ”The Hours That Remain”.
Pulserende og klokkeværks-præcise stortrommer, flænsende og knivskarpe guitarer, store keyboardflader og fine keyboardmelodier danner den fine baggrund for Mikkel Sandagers melodisk tonerede stemme, der om noget gør Mercenary til noget helt specielt.
Den nye bassist, som kom med i bandet omkring udgivelsen af ”The Hours That Remain”, René Pedersen, supplerer så fint Mikkel Sandagers fine røst med sin afmålte og godt dosserede growlen og brølen. Albummet blæses i gang på hård og melodisk vis med ”New Desire”, og der brøles videre på ”Bloodsong”, inden tempoet skrues ned og det melodiske op i den fine, fine ”Embrace the Nothing” med et rigtigt Mercenary-omkvæd.
Næste sang, ”The Black and Endless Never” (i det hele taget nogle opløftende titler), buldrer igennem – og så over til det nummer på albummet med størst hit-potentiale: ”Isolation (The Loneliness in December)”.
Og så er resten af albummet ellers kendetegnet ved det specielle Mercenary-mix: Højt tempo og meget, meget melodiske mellemspil og omkvæd. Det kommer tydeligst til udtryk på ”I Am Lies”, som på én gang er et ultrahårdt nummer og et meget melodisk rocknummer. Mercenary holder, og de holder i stor stil. I så stor stil, at de må slå endnu mere igennem i udlandet, end de allerede har gjort. Og Mercenary holder fremdeles skansen som Danmarks ubestridt skarpeste og mest alsidige hårde rockband.