Ugens Monsterdrøn
Populær
Updated
Ugens Monsterdrøn er også Årets Monsterdrøn, mener Lars Schmidt om det nye Dream Theater album. Den progressive metals viise fædre, amerikanske Dream Theater, har man aldrig rigtig vidst, hvor man havde. Man har naturligvis altid vidst, at de fem gutter er helt fænomenalt fantastiske drømmemusikere, men deres udtryk har varieret voldsomt fra album til album. Lige fra noget fortænkt fusionspræget noget over covernumre til storladne hævisymfonier af en anden verden.
Og nu har de så udgivet et album - næsten et par år efter det specielle, men meget fine dobbeltalbum "Six Degrees Of Inner Turbulence", som bestod af én cd med korte sange og én cd med lange, episke numre.
Der er ingen signalforvirring på det nye og 13. studieudspil fra Dream Theater, "Train of Thoughts". Et sort-hvidt og dystert cover fortæller på glimrende vis, hvad man har i vente: Et nedstemt og mørkt musikalsk univers.
På "Six Degrees Of Inner Turbulence" viste Dream Theater, at de har det mørke og dystre i sig, men nu gennemfører de det fuldt ud og tager samtidig langt flere metalliske elementer med end tidligere. Og det er jo kræs for den gamle anmelder, som ikke er bleg for at udnævne "Train of Thoughts" til Dream Theaters bedste og mest helstøbte album til dato.
Her kræves der ikke, at man først skal være i stemning til Dream Theater. Albummet er lige til at gå til lige fra starten, hvor "As I Am" åbner med et massivt monsterriff, der bringer den gamle til himmels i løbet af få sekunder. "As I Am" signalerer en mere aggressiv, mørk og dyster udgave af Dream Theater, og tråden bliver holdt hele albummet igennem, selv om fem af de i alt syv numre er mere end ti minutter lange. Det kræver ikke mere end én gennemlytning at komme til den erkendelse, at "Train of Thoughts" er et album, der vokser sig større og større og kæmpemægtigt.
Anden skæring, "This Dying Soul" (fed titel) følger tråden fra "As I Am". Det er meget hævi og sine steder ganske metallicask og megadethsk.
Et gennemgående træk på "Train of Thoughts", er, at Dream Theater søger tidens rå metaludtryk, som er overordentligt dystert, og det klæder det lille orkester at lægge forfinetheden på hylden. Forskellen på Dream Theater og alle de andre er så bare, at Dream Theater alligevel har overskud til at skyde deres musikalitet flot og overbevisende af. Denne gang går det bare
ikke ud over det samlede udtryk.
Umiddelbart er albummets bedste nummer det 11.24 minutter lange "Endless Sacrifice", der sine steder er smukt og dystert melodisk og helt nede i tempo - og så pludselig eksploderer det i noget meget hårdt og metallicask, som får klokkerne til at ringe.
Det her album er simpelthen så godt og viser alle konkurrenterne og opkomlingene (Symfony X, Evergrey, Queensrÿche, you name them) så meget baghjul, at denne begejstrede anmelder er meget, meget tæt på at uddele sit første 13-tal i Heavyjam.dk regi.
Den 20. januar 2004 er Ozzy-dag i København. Den dag, hvor Gud kommer tilbage efter utallige aflysninger. Men det er jeg da hamrende ligeglad med. Samme aften spiller Dream Theater nemlig i KB-Hallen, og dér vil jeg være!
Og nu har de så udgivet et album - næsten et par år efter det specielle, men meget fine dobbeltalbum "Six Degrees Of Inner Turbulence", som bestod af én cd med korte sange og én cd med lange, episke numre.
Der er ingen signalforvirring på det nye og 13. studieudspil fra Dream Theater, "Train of Thoughts". Et sort-hvidt og dystert cover fortæller på glimrende vis, hvad man har i vente: Et nedstemt og mørkt musikalsk univers.
På "Six Degrees Of Inner Turbulence" viste Dream Theater, at de har det mørke og dystre i sig, men nu gennemfører de det fuldt ud og tager samtidig langt flere metalliske elementer med end tidligere. Og det er jo kræs for den gamle anmelder, som ikke er bleg for at udnævne "Train of Thoughts" til Dream Theaters bedste og mest helstøbte album til dato.
Her kræves der ikke, at man først skal være i stemning til Dream Theater. Albummet er lige til at gå til lige fra starten, hvor "As I Am" åbner med et massivt monsterriff, der bringer den gamle til himmels i løbet af få sekunder. "As I Am" signalerer en mere aggressiv, mørk og dyster udgave af Dream Theater, og tråden bliver holdt hele albummet igennem, selv om fem af de i alt syv numre er mere end ti minutter lange. Det kræver ikke mere end én gennemlytning at komme til den erkendelse, at "Train of Thoughts" er et album, der vokser sig større og større og kæmpemægtigt.
Anden skæring, "This Dying Soul" (fed titel) følger tråden fra "As I Am". Det er meget hævi og sine steder ganske metallicask og megadethsk.
Et gennemgående træk på "Train of Thoughts", er, at Dream Theater søger tidens rå metaludtryk, som er overordentligt dystert, og det klæder det lille orkester at lægge forfinetheden på hylden. Forskellen på Dream Theater og alle de andre er så bare, at Dream Theater alligevel har overskud til at skyde deres musikalitet flot og overbevisende af. Denne gang går det bare
ikke ud over det samlede udtryk.
Umiddelbart er albummets bedste nummer det 11.24 minutter lange "Endless Sacrifice", der sine steder er smukt og dystert melodisk og helt nede i tempo - og så pludselig eksploderer det i noget meget hårdt og metallicask, som får klokkerne til at ringe.
Det her album er simpelthen så godt og viser alle konkurrenterne og opkomlingene (Symfony X, Evergrey, Queensrÿche, you name them) så meget baghjul, at denne begejstrede anmelder er meget, meget tæt på at uddele sit første 13-tal i Heavyjam.dk regi.
Den 20. januar 2004 er Ozzy-dag i København. Den dag, hvor Gud kommer tilbage efter utallige aflysninger. Men det er jeg da hamrende ligeglad med. Samme aften spiller Dream Theater nemlig i KB-Hallen, og dér vil jeg være!
